Forslag om klubbesparelser møder negativ reaktion
Forvaltningen foreslår lukninger og sammenlægninger af fritidsklubber. Forældrebestyrelsen i Tusindfryd forstår ikke hvorfor en velfungerende klub skal flyttes
Der skal spares i Hvidovre Kommune, og derfor foreslår forvaltningen nu en omfattende ændring af klubstrukturen i Hvidovre.
Blandt andet foreslås det, at Bjerget, Ærtebjerg og Atlantic lukkes, at Tusindfryds klub flyttes til FC Enghøj, og at der indføres fællesledelse mellem Byggeren og Femagervejen.
I alt kan der spares lidt over en million ved de ovennævnte ændringer.
Forslaget, der har høringsfrist i dag, møder blandede reaktioner hos forældrebestyrelserne i to af de berørte fritidsklubber.
- Vi vil forvente, at klubbørnene ved en flytning til FC Enghøj vil fravælge klubtilbuddet grundet placeringen og afstanden, lyder det fra forældrebestyrelsen i Tusindfryds fritidsklub.
Forældrebestyrelsen begrunder deres holdning med, at deres børn typisk søger at gå i klub med deres egne klassekammerater og at børnene ikke ønsker en lang transportvej til deres fritidsklub.
- Fakta er, at en stor del af de elever, der i dag går på Frydenhøjskolen, søger fra FC Enghøj og til Tusindfryd, hvor deres klassekammerater går, for at kunne være sammen med klassekammeraterne i fritiden, samt for at slippe for den lange transportvej til Stationsbyen. Der har til vores kendskab ikke været en eneste søgning den anden vej – dette er da tankevækkende?, siger forældrebestyrelsen.
Forældrebestyrelsen er endvidere utilfredse med, at forslaget ”vil lukke en velfungerende klub”.
Læs mere i Hvidovre Avis om hvordan en anden klub ser på forslaget om ændringen af klubstrukturen.