Fuld hastighedssynder stak af
- men blev hurtigt løbet op af betjent og blev anholdt.
POLITI: En af politiets fotovogne fra den automatiske trafikkontrol holdt mandag på Troelstrupvej i Haslev.
En af de bilister, som blev blitzet – en 49-årig mand fra Haslev – standsede og henvendte sig til betjenten i fotovognen for at høre, hvor hurtigt han havde kørt.
Det fik han at vide, men den 49-årige lugtede af spiritus, og betjenten foretog derfor en alkometertest.
Da resultatet viste sig at være en promille, der var noget højere end det tilladte, forsøgte den 49-årige at stikke af, men blev hurtigt løbet op af betjenten, som anholdt ham og satte sig på ham.
En forbipasserende borger tilkaldte hjælp, og hurtigt var yderligere to politibiler på stedet.
Den 49-årige blev sigtet for spirituskørsel og for forsøg på at forhindre politiets arbejde ved stikke af – og for at have kørt for hurtigt. Han blev taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev løsladt igen mandag aften klokken 22.43.
pm