Ungdomsskolen går i flæsket på de unge
Fra i dag mandag den 19. august til på fredag den 23. august rykker Køge Ungdomsskole ud for at møde de unge ansigt til ansigt i klasseværelserne på kommunens folke- og privatskoler.
KØGE: - Kom, og vær med. Der er kun ganske få pladser tilbage på flere af holdene’
Sådan lyder budskabet, når Køge Ungdomsskole møder de unge fra 7. klasse og opefter.
- Vi ved, at der sidder en stor gruppe derude, som gerne vil være med – men som bare ikke lige har fået øje på os i strømmen af fritidstilbud, lektier, venner, kærester og så videre. Det har været en lang, varm og god sommer. Men nu er det hverdag, og måske har de unge brug for et lille ’wake up call’, siger Susanne Madsen fra Køge Ungdomsskole.
Skolebesøgene handler også om at fortælle, hvad tilbuddet går ud på. Der hersker nemlig en del fordomme ud i det summende ungdomsliv:
- Der er for eksempel unge, der tror, at vi er et alternativ til folkeskolen. Det er vi ikke, kan jeg allerede nu slå fast. Vi ligner faktisk slet ikke en skole, og vores undervisning er også helt anderledes. Hos os handler det om, hvad de unge ’vil’ – og ikke hvad de ’skal’. Og hos os kan man få en masse nye venner, mens man lærer sjove og vigtige ting, siger Susanne Madsen.
Et af de konkrete budskaber handler om ’Version 2.0’- Ungdomsskolens nye tiltag for elever fra 9. klasse og opefter.
- Vi vil gøre det klart for de ældste unge ude i klasserne, at der nu er et tilbud, som kun er for dem.
Det er kortere, mere intense forløb om emner, der rammer de unge lige midt i panden. Blogging, dykning, madlavning for seriøse idrætsudøvere, kurser om Photoshop og Indesign – og meget mere.
Det bliver nogle super gode hold”, lover ungdomsskolelederen.
Et andet opråb retter sig specifikt mod ungdommen i Køge Vest, altså Borup, Ejby, Bjæverskov og omegn.
- Vi vil vise de unge, hvad vi allerede nu har på plakaten, og vi vil opfordre dem til at gå ind på vores hjemmeside, hvor man kan aflevere idéer til, hvad der skal ske i Køge Vest. Det er der heldigvis allerede mange, der har gjort. Vi vil gennemgå alle de gode forslag, som kommer ind og forsøge at trylle dem om til egentlige ungdomsskolehold, fortæller Susanne Madsen.
I bund og grund
Undervisningen starter i løbet af september og oktober – men ansøgningsfristen på mange af holdene er allerede 2. september.
- Pointen er, at de unge skal skynde sig hjem og klikke sig ind på vores hjemmeside – gerne sammen med forældrene. Her kan de så finde deres favoritter blandt holdene og melde sig til. Men der er grund til at rubbe neglene en lille smule. En stor del af holdene nærmer sig fuldt hus, advarer Susanne Madsen.
Køge Ungdomsskole er - for langt de fleste af holdenes vedkommende - et gratis tilbud til alle 13-18-årige bosiddende i Køge Kommune. Læs mere på www.køgeungdomsskole.dk.
pm