De Konservative i Solrød trækker S til skattetruget
SOLRØD: Mandag den 19. august var der sikkert mange solrødborgere, der fik frokosten galt i halsen. Socialdemokraternes lokale gruppeformand Tonny Lauridsen tronede frem på forsiden af Dagbladet og kunne berette, at nu vil S gå til valg på skattelettelser til boligejerne. Det var der sikkert mange, der ikke lige havde set komme.
Den udmelding fortjener Socialdemokratiet dog stor ros for. Det er det rigtige at gøre, og det er det ansvarlige at gøre.
Tonny Lauridsen udtalte: "Jeg tror ikke, det er forbigået nogens opmærksomhed, at De Konservative vil sænke ejendomsskatten,” og ”..der er ingen tvivl om, at folkestemningen går i én retning.”
- Det er vi i Det Konservative Folkeparti selvfølgelig lykkelige over at høre, og vi er også lykkelige over at opleve, at det rent faktisk flytter holdninger, at vi igen og igen har kæmpet for at få lavere ejendomsskatter på programmet i Solrød Kommune, siger Hans Odder, borgmesterkandidat hos De Konservative i Solrød.
Vi har delt 10.000 flyers ud og indrykket flere annoncer i de lokale medier med budskabet om lavere ejendomsskatter til solrødborgerne, så det er en stor forløsning at opleve, at vores kamp faktisk rykker noget.
Arbejdet fortsætter
Det ser nu ud til, at der er ved at danne sig et flertal for at sænke grundskylden i kommunen – som De Konservative i Solrød længe har arbejdet for. Der mangler dog en lignende melding fra Venstre, der ikke har været så aktive i debatten.
- Tidligere har Venstre og Socialdemokraterne lagt op til en minimal sænkning på 0,4 promillepoint, mens De Konservative har sat et første realistisk mål med en sænkning på 2,14 promillepoint. Nu ser vi, at arbejdet betaler sig, så vi har tænkt os at fortsætte med at trække kommunens partier i vores retning, siger Hans Odder.
- Mandagens udmelding fra Socialdemokraterne er en stor sejr for det borgerlige Solrød – og bare rolig, Det Konservative Folkeparti vil kæmpe videre for andre borgerlige mærkesager. Nu ved vi, at det virker, slutter Hans Odder.
pm