Frydenhøj indfører kys og kør-zone
Kaotiske trafikforhold foran skoler er desværre dagligdag foran rigtig mange skoler i Hvidovre.
Men de ureglementerede lynparkeringer, tændte forladte biler og i nogle tilfælde direkte besynderlige forsøg på at placere bilen for at aflevere børnene til tiden forsøger Frydenhøjskolen nu at gøre noget ved.
Ved årets skolestart har skolen nemlig indført en såkaldt kys og kør-zone, hvor forældre på lovlig vis kan sætte børnene af, kysse dem farvel og så selv køre videre.
Den nye afsætningszone er aktiv i perioden fra 7.30-8.30 og er kombineret med, at indkørsel på skolens p-plads bliver ensrettet i tidsrummet. Dermed skulle det være muligt at komme let igennem afleveringsprocessen samtidig med at de kaotiske forhold bliver minimeret.
- Tiltaget afprøves for at mindske trafikkaos foran skolen om morgenen, og vi håber, forældrene vil respektere det, lyder det fra skolebestyrelsen.
Skolens leder, Gerhard Grubb Waentz tilføjer desuden, at tiltaget har flere aspekter.
- Der er desuden et pædagogisk aspekt i det. Langt de fleste børn kan sagtens selv gå ind på skolen og finde deres klasselokale, siger Frydenhøjskolens leder Gerhard Grubb Waaentz.
Såfremt man ønsker at følge sit barn helt ind i klassen, er der selvfølgelig stadig mulighed for det. Så skal bilen blot parkeres andet steds på parkeringspladsen.