Næsten en tredjedel af billetterne solgt på få timer
Esbjerg fB har fået en forrygende start på billetsalget til kampen mod franske Saint-Etienne
Esbjerg fB har fået en forrygende start på billetsalget til kampen mod franske Saint-Etienne torsdag den 22. august kl. 19.00 på Blue Water Arena. Ved 16-tiden – seks timer efter åbningen af salget på www.efbbillet.dk – havde mellem 3.500 og 4.000 købt billetter. Den samlede kapacitet til kampen i play-off-runden til Europa League er på 12.100.
"Salget på www.efbbillet.dk på blot en dag svarer til, hvad vi totalt sælger på nettet til nogle af de mest attraktive kampe i Superligaen, for eksempel FC København, så der har virkelig været gang i den," siger EfB's billetansvarlige, Esben Svane.
Interessen har især samlet sig om den sydlige D-tribune, hvor der var flest billetter i udbud på førstedagen. Sæsonkortholdere og sponsorer har indtil fredag den 16. august kl. 12.00 fortrinsret til et pænt antal pladser, som de råder over til EfB's kampe i Superligaen og DBU Pokalen, men hovedparten af siddepladserne på stadion er udbudt. Senest er de to yderste sektioner på A-tribunen, A1 og A5, blevet frigivet.
Forventningen er, at et stort antal sæsonkortholdere og sponsorer udnytter deres købsret og allerede fredag bringer billetsalget langt højere op. Desuden har flere store virksomheder, blandt andre Blue Water Shipping A/S og SE, reserveret et stort antal billetter, som ikke er indeholdt i det registrerede salg af billetter på førstedagen.
Hvis du ønsker at købe din billet ved Blue Water Arena, er billetsalget ved forpladsen åbent fredag kl. 14.00-17.00. Mange EfB-tilhængere har dog valgt den mere bekvemme løsning og sikret sig en billet på nettet.