Premiere med knaldperle mellem to forstærkede hold
Team Esbjergs cheftræner, Lars Frederiksen, opfordrer håndboldinteresserede esbjergensere til at få afsluttet havearbejdet og andre hjemlige sysler i god tid inden lørdag kl. 16.00.
Team Esbjergs cheftræner, Lars Frederiksen, opfordrer håndboldinteresserede esbjergensere til at få afsluttet havearbejdet og andre hjemlige sysler i god tid inden lørdag kl. 16.00, når holdet indleder sæsonen i Dame Håndbold Ligaen mod Viborg HK.
"Alle på og omkring holdet glæder sig afsindigt til at komme i gang, og det gælder om at finde det rette spændingsniveau, så vi ikke bliver overgearede. Jeg tror, at jeg kan love en håndboldoplevelse og et højere niveau end tidligere set i Team Esbjerg allerede i den første kamp," siger Lars Frederiksen.
Flere af de velkendte profiler er fortsat med, men ellers er Team Esbjergs trup til premieren forandret på mange pladser i skikkelser af klassespillere som Emily Stang Sando, Estavana Polman og Johanna Ahlm samt de hurtige fløje, Susanne Kastrup Forslund og Maibritt Kviesgaard. Dertil en række lovende talenter, der vil kæmpe med om spilletiden.
"Under forberedelserne har det været positivt at opleve, at spillere har kombineret at træne hårdt med at have det godt med hinanden. Spillets kvalitet har varieret fra kamp til kamp og i løbet af den enkelte kamp, så jeg ved ikke helt, hvor vi står håndboldmæssigt. Men jeg ved, at vi har individualister, der kan tage sagen i egen hånd og lave noget ekstraordinært, hvilket er meget værd i den tidlige fase af sæsonen," siger Lars Frederiksen.
Også Viborg HK med Christian Dalmose som permanent cheftræner har fået tilført noget ekstraordinært til en i forvejen stærk trup.
"Viborg er klart forstærket til denne sæson. Holdet stod lidt svag på målmandsposten i fjor og har nu fået en verdensklassekeeper i Chana Masson fra Randers, og på højrebacken, hvor Viborg også manglede lidt, har de fået en verdensklassespiller i Louise Burgaard fra Team Tvis. På de øvrige pladser var de godt besat i forvejen," siger Lars Frederiksen.
Team Esbjerg har valgt at tilføre kvalitet frem for bredde, og cheftræneren udtrykker håb om at undgå skader i denne nye sæson. Hvis det opfyldes, kan der være noget stort i vente.
"Samtlige er hurtige spillere, der tænker offensivt. Kan vi kombinere hårdt defensivt arbejde med en offensivt orienteret kontrafase, er vi nået langt," siger Lars Frederiksen.
Team Esbjerg – Viborg HK lørdag den 7. september kl. 16.00 i Blue Water Dokken. Team Esbjergs trup:
Målmænd: Emily Stang Sando og Kari Aalvik Grimsbø
Venstre fløj: Susanne Kastrup Forslund
Højre fløj: Maibritt Kviesgaard og Nina Bech
Streg: Maja Bech Hansen og Rikke Zachariassen
Bagspillere: Lotte Grigel, Estavana Polman, Johanna Ahlm, Tove Seest, Susanne Madsen, Emily Baunsgaard og Mie Kolding.