Fortsæt til indhold

Der er mange som aldrig bliver glemt

Én af de smukkeste elementer i Stafet for Livet er lysceremonien, hvor man mindes de, som ikke vandt kampen

Arkiv
Af Peter Rasmussen

Uanset alle fremskirdt i kampen imod - og behandlingen af - kræft, så er kampen mod den dødelige sygdom fortsat en krig med mange tab.
Og kræften er en uretfærdig sygdom. En sygdom, som ikke alene rammer gamle mennesker, som er mæt af dage, men som rammer allevegne. Børn, unge og mennesker med lyst til livet - i alle aldre.
Alle har et forhold tiol kræft. Alle kender nogen, som kæmper mod sygdommen og de fleste har det meget tæt inde på livet. Derfor har Stafet for Livet i Haderslev været kolossalt vedkommende for alle, som har været i Damparken. Uanset om man har været der som fighter, deltager, frivillig - eller bare som nysgerrig.
Alle har hver sin historie. Og det har hele vejen gennem arrangementet været med til at skabe en atmosfære i Damparken, som har indeholdt så meget godt og skidt på samme tid, at det kan være svært at beskrive. Men det bringer folk sammen på kryds og tværs, og uanset hvor svært og tungt det kan være, så er det først og fremmest smukt. At høre musikken, talerne og bare være sammen.
"Stafet for Livet handler om at fejre livet," sagde Per Larsen i sin åbningstale. "Vi skal leve i nuet, og nyde livet - også selv om vi har mistet." Mistet har mange nemlig, og det er de som tabte kampen, der bliver mindet ved lysceremonien. Her kan man tænde et lys og sende sin hilsen - og sine tanker - til de, som ikke er her mere. Det gjorde rigtig mange. Så da mørket var faldet på, og uret viste 22.00, lyste de mange levende lys op i Damparken, hvor stilheden var total. Med al respekt for Haderslevs berømte lysfest den 4. maj, så må dette være det smukkeste øjeblik i byen i mange mange år.

De løber stadig i Damparken

Stafet for Livet fortsætter frem til klokken 12.00 i dag. På søndagens program er blandt andet gudstjeneste og den afsluttende "fællesrunde".