Fortsæt til indhold

Hosteanfald blev årsag til trafikulykke

Arkiv
Arkiv

KØGE: Politiet i Køge fik onsdag eftermiddag kl. 14.10 en melding om at der var sket et sammenstød mellem tre køretøjer på Strandvejen i Køge.
Politiet kørte til uheldsstedet og kunne konstatere, at uheldet bevirkede kraftig kødannelse i retning mod Køge.
En 75-årig mand fra Karise fik under sin kørsel i sydøstlig retning et hosteanfald, således at han utilsigtet kom til at dreje på rattet, så han kørte i modsatte kørebanehalvdel.
Her stødte han sammen med to andre bilister der kom kørende i nordvestlig retning. Der skete ringe materiel skade ved uheldet, og den 75-årige blev bragt til skadestuen på Køge Sygehus for en rutinemæssig kontrol.
Trafikken var normaliseret efter ca. 45 minutter, da de implicerede biler var fjernet fra uheldsstedet.
pm