Talentfuld Lyngby-back skifter til Esbjerg fB
Esbjerg fB har indgået en fireårig aftale med den 21-årige højre back, Ryan Johnson Laursen, der er købt fri af en kontrakt med udløb 30. juni 2015 i Lyngby BK.
Esbjerg fB har indgået en fireårig aftale med den 21-årige højre back, Ryan Johnson Laursen, der er købt fri af en kontrakt med udløb 30. juni 2015 i Lyngby BK.
Ryan Johnson Laursen, der har amerikansk mor og dansk far, har særligt i år gennemgået en kraftig udvikling i Lyngby, hvor han har spillet, siden han i 2007 kom til klubben fra BK Skjold. Han debuterede på det danske U21-landshold i maj og har været i flere danske superligaklubbers søgelys.
"Jeg har lyst til at prøve noget nyt og tage et skridt opad i karrieren. Esbjerg har imponeret mig de seneste to år med klubbens fanopbakning, stadion og måden at spille fodbold på. Det var Niels Frederiksen, der som Lyngby-træner gav mig chancen og lagde grunden til min udvikling, og jeg ved, at han gerne vil have offensive backs. Derfor passer Esbjergs spillestil perfekt til min måde at spille fodbold på," siger Ryan Johnson Laursen.
Han spillede søndag hele kampen for Lyngby, da NordicBet Ligaens tophold, Hobro, blev besejret med 2-0, og er klar til at tiltræde hurtigt i EfB.
"Det bliver spændende, og jeg tror, at det også på det personlige plan vil være med til at udvikle mig at skulle stå på egne ben på den anden side af Bæltet," siger Ryan Johnson Laursen.
Han er født i Long Beach, Californien, i moderen Melanie's hjemland, og familien flyttede til Danmark, da han var to år. Nu bliver han forenet med sin tidligere cheftræner Lyngby, Niels Frederiksen, der i sin tid selv indgik aftalen med ham i 1. divisionsklubben.
"Ryan er en angrebsivrig, hurtig højere back med stor fysisk udholdenhed og styrke i duelspillet. Han har mange af de egenskaber, vi gerne vil have på backpladserne, idet vi spiller med gennembrud og tempo på kanterne. Han er ung og skal fortsat udvikle sin boldomgang. Ryan er en spiller for fremtiden, men jeg vurderer, at han allerede nu kan spille superliga," siger Niels Frederiksen.
Ryan Johnson Laursen er den tredje nye spiller i EfB's trup på fire dage. Tidligere har klubben indgået en treårig aftale med offensivspilleren Mohammed Fellah og lejet yderligere en norsk spiller, angriberen Mushaga Bakenga, i Club Brugge for resten af sæsonen.
"Aftalen med Ryan Johnson Laursen er en følge af, at vi ønsker at supplere os i god tid på de positioner, hvor vi har de mest salgbare spillere," siger Niels Frederiksen.