Fortsæt til indhold

Komedie af de bittersøde

Haderslev Teaterforening åbner sæsonen med 'Peter og elgen'

Arkiv
Af Carl Skøtt

Når 90-årige Haderslev Teaterforening tager hul på sin runde sæson, sker det med ung dansk dramatik - og det af den meget roste slags. 'Peter og elgen' fik sidste år en Reumert-pris. Den gik til Thomas Levin, der blev kåret til årets dramatiker. På Harmonien i Haderslev opføres stykket tirsdag, 17. september.
Handlingen er henlagt til en nytårsaften i en hytte i Sverige, men rammerne er hverdagskendte og ret almindelige - tiden efter en skilsmisse med en datter i en central rolle. Lise Lauenblad fik ved Reumert-uddelingen en talentpris for sin fremstilling af stykkets unge litteraturstuderende.
Hendes forældre er blevet skilt for tre måneder siden, hun bor hos sin far, og nu forsøger han nytårsaften at få det brudte forhold genoprettet.
Vel er der tale om en komedie med venner, der uventet dukker op og skaber ravage, og en ekshustru, hvis tålodighed gang på gang sættes på prøve, men det er en komedie af den bittersøde art, der også fortæller om dalende samværd, angst for ensomhed og forholdet mellem forældre og børn.
Teater Grob og Teatret Svalegangen kommer med det meget roste stykke, hvis medvirkende er Troels Lyby, Sarah Boberg, Niels-Martin Eriksen, Lise Lauenblad og Laura Kruse.