S dyrkede utrygheden om fritidshjem
Socialdemokraterne siger, at de aldrig havde til hensigt at lukke fritidshjem. I bakspejlet ser det unægteligt ud som om, at de helt bevidst dyrkede forældres og ansattes utryghed. Prøv at se:
Sparekataloget blev offentliggjort 30. august. Socialdemokraterne kunne have pillet forslaget ud med det samme. Det gjorde de ikke.
Tirsdag 3. september bringes mit læserbrev ”mini Chicago”. Imens vi forældre markerer os, melder de forskellige partier klart ud: ingen vil stemme for forslaget. Men ikke S. I TV2 Østjylland 5. september siger Steen Bundgaard: ”Det må vi tage stilling til under budgetforhandlingerne”. Se: http://www.tv2oj.dk/arkiv/2013/9/5?video_id=39716&autoplay=1
Onsdag 11. september holdes krisemøde i KFUM. Forældre og personale drøfter omlægning og lukning af fritidshjem og indsamler underskrifter. Stadig ingen lyd fra socialdemokraterne til os forældre. Fredag 13. september afleveres 2942 underskrifter imod lukning/omlægning af fritidshjem til SFO til borgmesteren. Vi forældre mødes med ordene ”Ved I overhovedet, hvad det her handler om?”. Borgmesteren fortsatte: ”Alt forbliver, som det er nu. Institutionerne, lederne, personalet, alt. Kun taksten for forældrebetaling bliver ændret." Og Nyhuus sluttede: "I kan roligt tage hjem og holde en god weekend. Det ligger ikke i kortene, at der sker ændringer - i hvert fald ikke før søndag". Borgmesteren benytter ikke lejligheden til at sige, at S heller ikke vil lukke fritidshjem. Se: http://www.randersidag.dk/?Id=7891
Den 16. september afholder utilfredse forældre demonstration foran det gamle Rådhus. Det er nu 17 dage siden, sparekataloget udkom. Modsat de øvrige partier har socialdemokraterne endnu ikke meldt klart ud. Under demonstrationen tager Leif Gade ordet og siger: ”Når vi nu går ind, er der INGEN socialdemokrater, der vil stemme for en nedlægning af fritidsordningen”.
Se: http://www.randersidag.dk/?Id=7922. 17 dage skulle der gå. 17 dage hvor forældre, børn og ansatte holdes i utryghed af socialdemokraterne. Nu skal vi så høre fra S, at de aldrig havde til hensigt at forringe fritidshjemmene. Hvis dette var sandt, hvorfor meldte de så ikke ud som de øvrige? Måske fordi de havde håbet at kunne gennemføre besparelsen alligevel? Eller måske for at dyrke utrygheden og usikkerheden, så de selv kunne fremstå som redningsmænd af fritidshjemmene i kommunen? Ingen, udover socialdemokraterne selv, kender motiverne for at dyrke borgernes utryghed. Uanset grunden, er det både uanstændigt og afskyeligt!
Sonja Sine Lind
Byrådskandidat for Velfærdslisten
Husarvej 20 1 th.
8930 Randers NØ