Fortsæt til indhold

Jesper Rasmussen indgår treårig aftale med EfB

Esbjerg fB har indgået en treårig aftale med den 21-årige offensivspiller, Jesper Rasmussen, der kom til klubben fra SønderjyskE i sommeren 2009.

Arkiv
Arkiv

Esbjerg fB har indgået en treårig aftale med den 21-årige offensivspiller, Jesper Rasmussen, der kom til klubben fra SønderjyskE i sommeren 2009. Hans tid i EfB har været præget af flere alvorlige knæskader, og først i forberedelserne til den nye sæson i Superligaen har han været helt skadesfri.
"Jeg har haft nogle forberedelser, som jeg ikke har prøvet i flere år, og jeg har givet den gas for at vise en ny cheftræner, hvad jeg kan. Jeg håbede at få spilletid, men havde ikke forventet, at det gik så hurtigt. EfB har hele tiden vist mig tillid, og nu betaler jeg lidt tilbage ved tidligt at forlænge aftalen. Det er her, jeg vil udvikle mig og forsøge at nærme mig en plads i startopstillingen," siger Jesper Rasmussen.
Han har på grund af de mange skader været på halv- eller helårlige kontrakter, som EfB har tilbudt ham, fordi klubben hele tiden har troet på hans potentiale.
"Nu kan jeg endelig få ro på karrieren, men jeg skal stadig vise, hvad jeg kan, og udvikle mig. Jeg vil bruge dette halvår til at komme i gang og få spilletid, og heldigvis har jeg bortset fra sæsonens første kamp været på banen i alle kampe i Superligaen. Jeg føler mig fysisk i rigtig god form og er klar til startopstillingen, hvis der skulle blive brug for det i de mange kampe i efteråret," siger Jesper Rasmussen, der løb med opmærksomheden, da han 4. august blev indskiftet på Brøndby Stadion og scorede begge EfB's mål i en 2-0-sejr.
EfB's cheftræner, Niels Frederiksen, deler Jesper Rasmussens vurdering af, at han snart kan banke på til en plads i startopstillingen.
"Jesper er en rigtig dygtig fodboldspiller, der er god til at suge bolden til sig og behandle den. Han har et fint blik for spillet, både i forhold til medspillere og til selv at foretage dybe løb og holde spillet i gang på den sidste tredjedel af banen. For første gang i årevis har han kunnet træne og spille med uden skavanker, og han løfter niveauet i truppen," siger Niels Frederiksen.
Den nye aftale mellem EfB og Jesper Rasmussen gælder frem til 30. juni 2016.