Lær at tackle de kroniske smerter
KØGE: Færre smerter og øget livskvalitet er nogle af de ting, man kan opnå på kurset ”Lær at tackle kroniske smerter”. Underviserne er borgere der selv lever med kroniske smerter.
Køge Kommune tilbyder igen kurset ”Lær at tackle kroniske smerter”. Kurset understøtter smertebehandling og er et supplement til andre behandlinger. Kurset giver dig redskaber til at koordinere de ting, der er nødvendige for at tackle hverdagen og vil være med til at holde dig aktiv på trods af smerterne.
På kurset arbejdes der blandt andet med følgende emner: redskaber til at håndtere frustration, træthed, social isolation og dårlig søvnkvalitet; fysisk træning og hvile; rigtig brug af medicin; god kommunikation med familie, venner og sundhedspersonale; sund kost; vurdering og valg af nye behandlingsformer.
Instruktørerne er borgere der selv lever med kroniske smerter. Det er et afgørende princip, at det er ”patienter”, der underviser ”patienter” og betyder at de ved ”hvor skoen trykker”, og hvordan det føles, når sygdom sætter begrænsninger i hverdagen. Ud over at kende problemerne indefra, har instruktørerne gennemført en systematisk uddannelse, der gør dem i stand til at lede kurset.
Du er borger i Køge Kommune, er min. 18 år og har kroniske smerter, der har varet i 3-6 måneder eller mere.
Du skal møde op til informationsmødet den 8. oktober kl. 16.30-17.30, Køge Rådhus, personalekantinen på 1. sal, Torvet 1 i Køge. Tilmelding er ikke nødvendig. Tilmelding til selve kurset sker på informationsmødet. Kurset kræver ikke henvisning fra egen læge.
Kurset afholdes over 6 tirsdage, á to og en halv time, kl. 13.00-15.30 i perioden 22. oktober til den 26. november. Kursusstedet er Sognegården ved Ølby Kirke, Ølby Center 79-81 i Køge.
Kurset er gratis, men det forudsættes at lærebogen ”Patientuddannelse - lær at tackle kroniske smerter” anskaffes. Bogen kan købes for 140 kr. på kursets 1. mødegang.
pm