Traditioner og fornyelser ved Solrød Gymnasiums idrætsdag
SOLRØD: Om det bliver BR-soldater eller nissepiger med banner og kane, som rektor Bjarne Thams skal føre over til Solrød Idrætscenter på fredag den 6. september, er foreløbig en velbevaret hemmelighed.
Ét er dog sikkert: På fredag, den 6. september, afholder Solrød Gymnasium sin traditionsrige idrætsdag. Alle skolens elever har derfor igennem de seneste uger haft meget travlt med at finde på og udforme et kostume, som både er originalt, og som de kan have på under udførelsen af de forskellige discipliner på selve dagen.
Eleverne plejer at være meget opfindsomme, og det er de helt sikkert også i år. Rygtet vil vide, at Peter Pan og Wendy formentlig er at finde blandt de udklædte SG-elever, ligesom Super Mario i forskellige versioner også vil være til stede i optoget, der forlader gymnasiet kl. ca. 8.10, går videre rundt om springvandet over til idrætscentret, hvor opvarmningen til dagens udfordringer finder sted.
Efter opvarmningen starter den egentlige pointhøst på de forskellige baner. Indendørs er det volley- og basketkampene, der udkæmpes, og her har eleverne helt sikkert vinderpotentiale, eftersom de har trænet ihærdigt op til dagen. Ude på græsbanerne er det fodbold, rundbold og en form for stikbold, holdene dyster i.
De elever, der ikke er optaget af en holddisciplin, tjener point til klassen gennem de individuelle discipliner, hvoraf styltegang og trillebørrace er blandt de mest populære. Endelig afvikles nogle discipliner ved navn 'mangekamp'. Hvad der skjuler sig bag dette ord, vides ikke på nuværende tidspunkt, men det bliver spændende at se på fredag.
Også i dansesalen er der heftig aktivitet for at hente individuelle point hjem. Her gælder det Zumba, hiphop og måske også salsa, hvor dygtige elever instruerer deres kammerater i de eksotiske dansetrin.
Endelig kan nogle af klasserne være så heldige, at de har mere eller mindre professionelle svømmere i elevgruppen, og disse svømmere henter traditionelt rigtig mange point hjem til klassen og måske også en vindertitel som årets idrætsdagssvømmer, der har tilbagelagt dagens længste svømmedistance.
Traditionen tro har klasserne igennem den seneste uge gjort alt, hvad de kunne, for at påvirke lærerne. Således er lækre kager, skønne frugtanretninger og æsker med slik blevet afleveret på lærerværelset med en tydelig afsender på, så lærerne husker at støtte klasserne, når de på fredag skal samle point for at opnå æren som Årets Idrætsdagsklasse.
Lærerne stiller også i år med stærke hold i både fodbold, volley, ligesom de også har valgt nogle stærke repræsentanter til udfordringsdysten.
Netop i udfordringsdysten skulle lærerne dog have rimelige chancer, eftersom det forlyder, at årets dyst, som løber af stabelen i idrætscentret kl. ca. 10.30, især kræver højde og drøjde, styrke og evne til at samarbejde. Her skulle lærerne nok kunne matche eleverne, men som arrangørerne af idrætsdagen, Idræts-Juntaen, siger det: ”Der bliver kamp til stregen”, så sejren er først i hus, når målstregen er passeret”.
Idrætsdagen slutter kl. ca. 14.30, men om aftenen venter årets første, store fest, idrætsfesten, og det er en helt anden slags idræt, der udøves her.
pm