Vi mangler en frivilligpolitik i Haderslev kommune
Vi har netop oplevet et fantastisk fællesskab i Damparken ved afviklingen af Stafet for livet med over 100 frivillige hjælpere. Blot et enkelt eksempel fra Haderslev Kommune på, at der er masse af energi og vilje blandt kommunens borgere til det frivillige arbejde, - og denne energi, vilje og glæde ved at være frivillig, skal der værnes om. Der skal fremadrettet arbejdes på at gøre det endnu nemmere at være frivillig i Haderslev Kommune. At styre og kontrollere de frivillige foreninger og organisationer med ansøgninger, skemaer og opfølgninger m.v., som tilfældet af og til er i dag, er det samme som at vande sin have med Round-Up. Det bør og skal kunne gøres bedre! I stedet for skal foreningerne og organisationerne ”gødes” gennem etablering af endnu bedre rammer og faciliteter, så borgerne i fællesskab kan udfolde sig og realisere deres personlige ansvar. De frivillige organisationer og foreninger spiller en vital rolle i Haderslev Kommune, fordi de bl.a. arbejder for at marginaliserede grupper kommer til orde og oplever fællesskaber, som skaber en nødvendig balance, bæredygtighed og sammenhængskraft i vores fællesskab (kommune).
Et øget fokus i det nye byråd på frivillighed skal vande, gøde og værdsætte dette vigtige arbejde, vi ikke bør tage for givet.