Fortsæt til indhold

SF tror ikke udlicitering er vejen

Arkiv
Bent Iversen (SF) Byrådsmedlem – Formand for Børn og familieudvalget Fælleslykkevej 34 6100 Haderslev

I SF ønsker vi at bevare den gode kommunale service på kommunale hænder. Vi tror ikke på, at udlicitering af kommunale opgaver til private firmaer er redningen for den kommunale økonomi.
Kommunens egne medarbejdere kan fuldt ud løse opgaven lige så effektivt og billigt som private firmaer. Derfor går det ofte ud over kvaliteten og arbejdsmiljøet, når man udliciterer kommunale opgaver. Ikke nødvendigvis, fordi de private firmaer ikke ønsker god kvalitet og ønsker medarbejderne de bedste arbejdsvilkår.
Men konkurrenceparameteret ved et udbud, gør det ofte påkrævet for de private firmaer at skære på kvalitet og arbejdsmiljø for at gøre deres bud billigere og for at have en chance for at få opgaven.
SF ser hellere, at man forsøger at hente evt. effektiviseringsgevinster ved at gå i dialog med de kommunale medarbejdere. Det er dem, der kender deres egne opgaver bedst, og derfor vil være de bedste til evt. at pege på effektiviseringsmuligheder.
De borgerlige partiers slagord om, at private kan gøre det bedre og billigere savner enhver dokumentation. Man får, hvad man betaler for – uanset om det er kommunal eller privat opgaveløsning. Derfor kan SF ikke se nogen grund til at øge udliciteringen til private virksomheder.