Noget må altså lukke
Der spekuleres i øjeblikket om hvordan Køge kommune skal skaffe midlerne til finansieringen af skolereformen efter 2014. Det er forudsat at der skal findes effektiviseringer eller direkte besparelser for ca. 14 millioner kroner i 2015 og fremover.
Vi bliver nødt til at se fakta i øjnene. Der bliver over 1000 færre skoleelever inden for de kommende år. Vi kan ikke opretholde den nuværende skolestruktur med det faldende elevtal. Fagligt og økonomisk er det uholdbart.
Noget må ske. Nogle skoler må lukke. Alt andet vil være en uforsvarlig beslutning.
De nævnte alternativer kan jeg kun se en lang række ulemper ved. Det er foreslået, at der ses på ledelsesstrukturen – at der etableres fælles ledelse for skolerne. Set i lyset af de øgede krav til skolelederne i forbindelse med skolereformen ses denne løsningsmulighed ikke som en farbar vej. Faktisk er det nok mere realistisk, at det er påkrævet med mere ledelsestid til skoleledelsen.
Fleksible skoledistrikter medfører rigtig mange uhensigtsmæssigheder med sig. Det vil ikke være muligt for en familie, at være sikker på at søskende kommer til at gå på samme skole. Elever kan blive henvist til at gå på en skole som ligger langt fra hjemmet for at opretholde elevgrundlaget på en skole hvor der ikke findes elever nok i nærområdet.
Hvis Køge kommune skal bevare 16 skoler vil det koste uforholdsmæssigt meget – penge som tages fra det samlede skolevæsen. Det bliver eleverne på de større skoler som må betale for bevarelsen af de små skoler. Det er korrekt, at de få elever fra de små lokalsamfund så bliver nødt til at få en lidt længere skolevej, men alternativet er at rigtig mange elever må få en længere skolevej.
Vi vil alle gerne have et kvalitetsløft af folkeskolen, men kvalitet koster lærer- og pædagogtid, bedre undervisningsmidler og investeringer i IT mv.
Kvalitetsløft kommer ikke fra mursten og tagpap. Det er derfor vigtig at det er indholdet i folkeskolen vi fokuserer på og ikke skolebygningerne. Og for at skaffe midler til dette kvalitetsløft har en pris – nemlig skolelukninger.
Tove Knappmann,
Byrådskandidat for Ny Centrum