Fortsæt til indhold

EfB opjusterer igen regnskabsforventninger

Sidste uges nederlag til FC Salzburg i Europa League og OB i Superligaen ændrer ikke ved, at Esbjerg fB både sportsligt og økonomisk hidtil har præsteret over forventning i efteråret 2013.

Arkiv
Arkiv

Sidste uges nederlag til FC Salzburg i Europa League og OB i Superligaen ændrer ikke ved, at Esbjerg fB både sportsligt og økonomisk hidtil har præsteret over forventning i efteråret 2013.
På baggrund af tv-indtægter ud over de budgetterede og øget indtjening på EfB’s deltagelse i Europa League opjusterer EfB Elite A/S forventningerne til årets resultat før skat til 29-32 mio. kr. mod tidligere ca. 26 mio. kr.
"Med tredjepladsen i Superligaen efter de første 11 spillerunder har vi placeret os bedre end forventet, hvilket udløser en højere andel af midlerne fra tv-aftalen. Desuden har vi hvad angår både pointhøst og billetsalg klaret os bedre i Europa League, end vi havde budgetteret med, og sammenlagt udløser det årets tredje opjustering af de økonomiske forventninger til 2013," siger EfB’s økonomidirektør, Kent Ernst Hansen.
EfB Elite opjusterede efter salget af Martin Braithwaite til franske Toulouse FC 15. august forventningerne til et resultat før skat på 10-12 mio. kr. Efter at have sikret sig adgang til gruppespillet i Europa League 14 dage senere opjusterede EfB til et resultat før skat på ca. 26 mio. kr.
EfB har spillet for et praktisk taget udsolgt stadion i de to Europa League-hjemmekampe mod AS Saint- Etienne og FC Salzburg. I kraft af et succesfuldt salg af pakker med billetter til også de to resterende hjemmekampe mod IF Elfsborg og Standard Liège vil det samlede billetsalg overstige, hvad EfB på forhånd havde forventet.
"Derimod er der af gode grunde usikkerhed om, hvor mange point – og dermed indtægter – vi kan opnå ad sportslig vej i de resterende fire kampe i Europa Leagues gruppespil. Derfor opererer vi i vores forventninger med et interval for indtjeningen," siger Kent Ernst Hansen.