Fortsæt til indhold

Bedre service og ingen skattestigninger i Køge

Arkiv
Arkiv

BUDGET: Køge Byråd har tirsdag aften vedtaget kommunens budget for de næste fire år. Et budget, der holder fast i en sund kommunal økonomi – uden brug af skattestigninger – og giver serviceforbedringer til blandt andet børn, unge og ældre.
Køge Kommunes budget for 2014-2017 er nu endeligt i hus. Budgettet indeholder i serviceforbedringer og nye initiativer for i alt 19 mio. kr. i 2014, mens der næste år er effektiviseringer for 15 mio. kr. Anlægsbudgettet udgør 232,1 mio. kr. i 2014. Alle skatter er uændrede.
Efter en større genopretning af kommunens økonomi de senere år har Køge Byråd i år haft et noget mere gunstigt udgangspunkt for dette års budgetlægning. Ved 1. behandlingen af budgettet i august var overskuddet således 65 mio. kr. for alle budgetår – som dog efterfølgende blev mindsket med 16 mio. kr., da Køge fik et lavere statsligt tilskud til den nye folkeskolereform end ventet.
- Det har været vigtigt for flertallet, at borgerne får direkte gavn af den gode økonomi i hverdagen via serviceforbedringer - vel at mærke uden at den genvundne balance bliver sat over styr. Vi kan en del, men vi har ikke råd til alt. Derfor handler det rigtig meget om prioritering, hvor der har været forskellige politiske synspunkter undervejs i forløbet. Heldigvis er der også i år mange ting i budgettet, vi på tværs af partier står tæt sammen om, siger borgmester Marie Stærke med henvisning til især en pæn saltvandsindsprøjtning på skoleområdet.

Flere serviceforbedringer

Byrådet investerer godt 33 mio. kr. i folkeskolerne over de næste fire år, som blandt andet skal sikre flere undervisningstimer, en mere aktiv skoledag, flere pædagoger i indskolingen og på mellemtrinnet samt bedre arbejdspladser for lærerne på skolen. De ekstra penge skal omsætte folkeskolereformen lokalt og gøre kommunens skoler endnu bedre.
Udover skolesatsningen indeholder budget 2014-17 også en række andre serviceforbedringer på de store velfærdsområder. Blandt andet er der i 2014 afsat penge til styrkede klubtilbud til unge (3,5 mio. kr.), en øget inklusions-indsats i dagtilbuddene (1,5 mio. kr.), opnormering af hjemmehjælpen til ældre (3 mio. kr.), styrket sundhedsindsats (3 mio. kr.), flere seniorpas (100.000 kr.), støtte til Ejby Medborgerhus (60.000 kr.) samt midler til bekæmpelse af ungdomsarbejdsløshed. Også erhvervslivet er tilgodeset med blandt andet planer om at styrke kommunens erhvervsservice og give en hurtigere byggesagsbehandling.

Løbende effektiviseringer

Byrådet fortsætter arbejdet med at trimme kommunens daglige drift.
Allerede i foråret blev det besluttet at hente effektiviseringer for 15 mio. kr. i 2014, som er tænkt ind i budgetoverskuddet. På skoleområdet har enigt byråd besluttet, at strukturforandringer og effektiviseringer fra og med 2016 skal bidrage med 13,4 mio. kr. til at finansiere skolesatsningen.
- Børne- og Ungdomsudvalget arbejder videre med dette i første halvdel af 2014. Byrådet fortsætter desuden Velfærdsinvesteringspuljen, som skal være med til at nytænke den kommunale service, så der bliver god service for færre penge.

Nye anlæg

På anlægssiden er der afsat 232,1 mio. kr. i 2014 – faldende til 112,9 mio. kr. i 2017. Udover løbende vedligehold og renovering af kommunens mange bygninger og veje bliver der de kommende år investeret i blandt andet ældreboliger, folkeskoler, ny infrastruktur og nyt kulturhus.
Se budget 2014-2017 i sin helhed her.