Fortsæt til indhold

Aftale på plads om fremtidens hjemmepleje i Greve Nord

Arkiv
Arkiv

GREVE: Kontrakterne med de to private leverandører af hjemmepleje i det nordlige Greve, Aleris og Attendo, blev underskrevet torsdag.
Forhandlingerne om leverance af hjemmepleje i det nordlige Greve er nu overstået, og kontrakterne med de to private leverandører Aleris og Attendo blev underskrevet torsdag.
- Jeg er glad for, at vi nu har en aftale med Aleris og Attendo om levering af hjemmepleje i det nordlige Greve, siger borgmester Hans Barlach.
- Nu hvor underskrifterne er på plads, kan borgerne vælge, hvilken af de to leverandører, de ønsker fra 15. januar 2014.
Administrerende direktør i Aleris Omsorg, Geir Lægreid siger i anledning af kontraktunderskrivelsen:
- Jeg er meget glad for, at Greve Kommune har valgt Aleris til at levere hjemmepleje, delegeret sygepleje og hverdagsrehabilitering i distrikt Nord i Greve. Vi har været fritvalgsleverandør i Greve i otte år og kender kommunens mange borgere godt. Så det er med stort engagement, at vi nu udvider vores virksomhed i Greve. Vi vil tage godt imod nye borgere og nye medarbejdere og sørge for, at alle oplever god omsorg, tryghed og trivsel.
Regionschef i Attendo, Dorte Kofod, siger i anledning af kontraktens underskrivelse:
- Det er med stor glæde, at Attendo nu indgår kontrakt med Greve Kommune om levering af pleje og omsorgsydelser i Distrikt Nord. Vi glæder os meget til samarbejdet med borgere, pårørende og medarbejdere. Samtidig ser vi frem til et udviklende samarbejde med Greve Kommune.
Opgaven med at levere hjemmepleje til borgerne i det nordlige Greve fra 15. januar blev sendt i udbud i juni. Og Byrådets beslutning om at indgå kontraktforhandlinger med Aleris og Attendo blev taget på mødet den 24. september.
pm

Adm. dir. I Aleris, Geir Lægreid, og borgmester Hans Barlach (th).