Årgang 1935 og stadig aktiv

78-årige Ib Trankjær fra Randers Freja havde forleden lidt problemer med lysken og valgte at melde fra til den ugentlige old boys-kamp. Dog var skaden ikke værre end, at han kunne være med i onsdagens formiddagstræning, hvor aldrende spillere fra Freja og Vorup mødes ugentligt til en gang hyggebold på Ulvehøj stadion.
”I dag er det sådan, at det var en god kamp, når man er kommet igennem uden skader,” siger Ib Trankjær.
Det er ikke sådan, at der spilles specielt hårdt i en old boys-kamp, men får man en skade og må holde pause, så er det utroligt svært at komme tilbage igen.
”Jeg kender eksempler på spillere, der aldrig kommer i gang igen efter f.eks. et benbrud, og det er svært i det hele taget at vende tilbage, hvis man af en eller anden grund har haft en længere pause,” siger Trankjær, der kan se tilbage på en over 70 år lang karriere, hvor han har været forskånet for større uheld.

Mod langt yngre

Han mener selv, det er årsagen til, at han stadig kan være aktiv og have utrolig stor fornøjelse at spille med holdkammerater og modspillere, der ofte er omkring 25 år yngre end han selv.
Trankjær spiller i rækken for 55 plus. Det vil sige, at spillerne skal være 55 år og derover, men der gives dispensation til fire spillere, som blot skal have rundt de 50:
”Det er sjovt at tænke sig, at da jeg startede i drengerækkerne, måtte man ikke være for gammel. Her i Østjysk Old Boys-turneringen handler det om, at man ikke er for ung! Da ØOB blev stiftet i 1963, var aldersgrænsen for old boys 28 år, så jeg kunne faktisk have været med fra starten. Hvis da Randers Freja på det tidspunkt havde været med i kredsen, og hvis ikke, det var, fordi jeg stadig var aktiv på divisionsplan, fortæller Ib Trankjær, der startede sin fodboldkarriere i landsbyklubben Hammershøj.
En kort overgang var han i den mellemstore klub Skive, inden han flyttede til Freja, der nok var en af de store jyske klubber uden, at det dog lykkedes Trankjær at komme til at spille 1. divisionsfodbold med sit hold:
”Da jeg startede som førsteholdsspiller, var vi i 3. division. Så rykkede vi op i 2. division, og da jeg sluttede, var jeg med til at rykke ned igen. Det var i 1965, hvorefter jeg og et par andre tidligere divisionsspillere rykkede direkte ind på Frejas old boys-hold, som dengang var med i den midtjyske old boys alliance,” fortæller Trankjær.
I den sammenslutning havde AGF vundet stort set hver eneste år, men….
”Lige det år vandt vi. Det var en fornøjelse at kunne holde Aage Rou Jensen og andre landsholdsikoner i kort snor, for forholdet mellem Randers og AGF var dengang stort set ligesom i dag: vi brød os ikke rigtigt om dem, og de kunne nok heller ikke lide os. Specielt ikke, da vi vandt turneringen,” mindes Trankjær, der er glad og lykkelig over, at han stadig kan være med.
”Jeg glæder over at spille med holdkammerater, hvoraf nogle er spillere, som jeg i sin tid har kunnet følge på divisionshold på Randers stadion. At en enkelt eller to er ”drenge”, som jeg har været skolelærer for, gør det ikke mindre sjovt,” siger 78-årige Trankjær, der ikke har planer om at stoppe.