Så tre tyve flygte fra hjemmet
I går tirsdag kort før kl. 15 ankom en ung mand til hjemmet på Ragebølskovvej i Ragebøl. Samtidig skyndte tre mænd sig at forsvinde fra stedet i en bil efter at have været inde i huset. Den unge mand nåede lige at tage registreringsnummeret.
På den måde kunne politiet senere finde frem til bilens ejer, som viste sig at være far til en af tyvene. Sønnen erkendte, at han sammen med en kammerat havde begået indbruddet på Ragebølskovvej, hvor de var kommet ind ved at bryde en dør op.
De erkendte også, at de i mellemtiden desuden var brudt ind i et hus Philipsborgvej i Ullerup, hvor de var kommet ind ved at bryde en terrassedør op.
De ville dog ikke oplyse et navn på en tredjemand, men holdt fast i, at de kun havde været to om indbruddene.
Efter afhøring og en sigtelse for indbruddene blev de løsladt.