Ny natursti indvies mellem Holm og Dyvig
I landsbyen Holm på Nordals har de længe ønsket sig en sti til Dyvig. Og det er nu lykkedes dem.
I Sønderborg Kommunes cykelhandlingsplan er stien også prioriteret, men ikke før i 2020. Derfor har Holm Sogneforening lagt hovederne i blød.
De fandt en løsning, der indebar, at de selv tog arbejdshandskerne på.
To lodsejere er gået med til at afstå jord i udkanten af deres mark, og holmboerne har lagt tid og kræfter i at lave stien.
Nu er de sidste skilte sat i jorden og stien er klar til indvielse.
Indvielsen sker torsdag den 12. september kl. 16.30. Stien åbnes af Lasse Holm Juhler, formand for Holm Sogneforening, og Peter Hansen, formand for teknik- og miljøudvalget i Sønderborg Kommune. Efter åbningstalerne bliver der gået en tur langs stien til p-pladsen ved Dyvig Badehotel. Her bliver der mulighed for at genvinde kræfterne over en ringriderpølse og en øl eller vand.
”Det her er et eksempel på, hvordan det kan lade sig gøre at finde løsninger, store som små, når lokale kræfter engagerer sig og selv bruger tid og kræfter på at få ting til at ske. Sønderborg Kommune har leveret og betalt grus og andet materiale til stien, men det er de lokale, der selv har stået for anlægsarbejdet. Jeg er sikker på, at holmboerne nok skal passe godt på stien, den er jo deres eget værk,” siger Peter Hansen der glæder sig til at fejre åbningen sammen med holmboerne.