Fortsæt til indhold

Kommunalt ansatte i løbetid

Arkiv
Carl Skøtt

De ansatte i Haderslev Kommune løber ikke blot i arbejdstiden - de gør det også i fritiden. Med logoet på deres løbebluser "Haderslev i bevægelse" gavner de gennem motion deres eget helbred, og de er med til at sætte fokus på sundhedsprojektet, der netop hedder: Haderslev i bevægelse.

Spørgsmålet er, om de også sender et godt signal til skatteborgerne. Det er nemlig dem, der betaler løbebluserne, der samlet løber op i en ret betragtelig udgift.

100.000 kr. er prisen for de 1000 løbebluser, som "Sund Strategi" ønsker indkøbt. De afventer nu kun det blå stempel fra udvalgspolitikerne i Sundhed og Forebyggelse, der tager stilling til sagen torsdag, 26. september.

I givet fald vil det ikke være første gang, udvalget bevilger et stort beløb til kommunalt ansattes løbebluser. 3000 bluser blev købt i 2010. Af dem er der ca. 400 tilbage i de store størrelser, og dem er der ikke ret stor afsætning på. Efterspørgslen efter mindre størrelser angives til gengæld at være stor.

Den kommunale administration anbefaler købet og anviser også en finansieringsmulighed. Kontoen for "Sundhedsordningen for medarbejdere i Haderslev Kommune" er nemlig for i år overbudgetteret, så på den konto kan beløbet findes.

Det giver mig mindelser om min soldatertid for mere end 50 år siden. Dengang havde militæret også en god metode til at få brugt sine bevillinger, så budgetnedskæringer for kommende år ikke blev aktuelle. Jeg - og en del andre - blev med vores lastbiler sendt ud på Vendsyssels veje med ordre om ikke at vende tilbage, før benzintanken var næsten tom . Benzinkontoen blev reddet fra nedskæring!

Politikerne har netop forhandlet sig til enighed om et nyt budget, der fra alle sider betegnes som skrabet. Det er godt nok ikke det signal, de løbende kommunalt ansatte udsender, når de lufter deres løbedragter, men de får god motion.

Havkatten Calle