Ambitiøs satsning på at skabe arbejdspladser
Nær-demokratiet´s erhvervspolitik er en ambitiøs satsning på at skabe arbejdspladser.
Nær-demokratiet vil have mere fokus på erhvervspolitikken, så der skabes ny tilgang af virksomheder fra nærområdet og fra flere tilflyttende virksomheder.
Baggrunden for Nær-demokratiets erhvervspolitik er, at Køge kommune har alle forudsætninger for at føre et mere aktiv erhvervspolitik:
- Infrastrukturen er i orden. Der er god beliggenhed og god adgang til vejnet, tognettet udvides, havnefaciliteter udvides, der er velbeliggende erhvervsarealer til rådighed, der er arbejdskraftreserver og der er attraktive muligheder for boliger, tæt adgang til behandling på sygehus for medarbejdere, gode uddannelsesmuligheder, og et blomstrende kulturliv, så udgangspunktet er i orden.
Men desværre ligger Køge Kommune dårligt til, når det gælder erhvervsvenlighed. Ifølge Dansk Industri´s seneste konjunkturanalyse 2013 er Køge Kommune placeret, som nr. 57 af ialt 98 kommuner, når man måler på en række vigtige rammebetingelser.
Nær-demokratiet vil derfor have mere fokus på, at gøre erhvervspolitikken i Køge Kommune mere konkurrencedygtig på alle rammevilkår. Et par enkelte eksempler viser, at Køge Kommune ikke er konkurrencedygtig. Et gebyr for en erhvervsbyggesag koster i Køge Kommune kr. 200.000,- imod et landsgennemsnit på kr. 127.000,-. Behandlingstiden for en byggesag er i Køge 97 dage, hvor landsgennemsnittet er 75 dage, hvilket betyder, at mange kommuner har langt lavere antal dage for behandling af en byggesag. Der er mange flere eksempler, som kan ses i analysen på DI´s hjemmeside.
Derfor vil Nær-demokratiet have strammet rammevilkårene op, og gjort den kommunale service proaktiv:
- Sagsbehandlingstiden skal bringes ned.
- Sagsbehandlingsgebyrer skal på niveau under gennemsnittet.
- Den kommunale rådgivning skal være sammenhængende og leveres af en fast rådgiver til virksomheder i opstartsfasen, så virksomhed og kommune kan være i tæt dialog.
- Kommunen skal etablere en udbudspolitik, der sikrer, at lokale virksomheder får mulighed for at deltage i kommunale projekter.
- Kommunens afgiftspolitik overfor virksomheder må justeres, så afgifter på affaldshåndtering, vand, spildevand og miljø gøres konkurrencedygtige.
Desuden er det vigtigt, at de kommunale grundpriser på erhvervsarealer er attraktive specielt i forhold til kommunerne nord for Køge, som er de vigtigste at kunne konkurrere imod om nye virksomheder, der skal etablere sig i området syd for København.
I det hele taget finder Nær-demokratiet det meget vigtigt, at Køge Kommune udnytter sit erhvervspotentiale og at markedsføringen intensiveres, når alle forudsætninger er for erhvervspolitikken er tilpasset konkurrencesituationen.
Alt ialt er Nær-demokratiet optaget af, at placere Køge Kommune blandt de 25 bedste kommuner på Dansk Industri´s rangliste i erhvervsvenlighed, så der er et klart mål at stræbe efter i konkurrencen om flere virksomheder og arbejdspladser i Køge kommune.
Nær-demokratiet ville gerne have præsentere sit erhvervspolitiske oplæg på Erhvervklub Køges Erhvervspolitiske møde tirsdag d. 8. oktober, hvor man ifølge indbydelsen havde inviteret spidskandidaterne fra de partiet, der sidder i byrådet, men man ønskede ikke Nær-demokratiet med på trods af, at Nær-demokratiet er repræsenteret i byrådet ved Bendt Lundsbjerg.
Argumentet var, at arrangøren mente, at Nær-demokratiet ikke havde nogen erhvervspolitik. Dette er hermed dementeret.
Mogens Jung
Formand og byrådskandidat for
www.naer-demokratiet.dk