Vi skal hjælpe med at komme over den digitale mur!
En af de store opgaver i den kommende periode bliver, at sikre alle borgere adgang til de offentlige informationer, da Folketinget har besluttet at al kommunikation fremover skal ske elektronisk. Det betyder, at du ikke længere vil modtage et fysisk brev fra f.eks. Haderslev Kommune, men derimod en elektronisk besked. Det sætter en gruppe borgere af, da de ikke har adgang til, modet til eller de fysiske muligheder til at komme i kontakt med f.eks. kommunen digitalt. Man kan derfor let forestille sig konsekvensen af en digital meddelelse sendt fra kommunen, som borgeren ikke har set – da han/hun ikke er ”på nettet”, og ikke kommer det. Eller blot er usikker på det.
Her bør der være adgang til med hjælp at få ordnet sine sager på bibliotekerne samt på borgerservice. Herudover er det vores fælles ansvar, at hjælpe pårørende, venner og bekendte i vores netværk med disse opgaver.
Vi må ikke lade nogen i stikken på dette område. Derfor bør Haderslev Kommune oprette et korps af f.eks. seniorjobbere, der kan tage ud til de borgere, der ikke har mulighed for at komme til borgerservice eller få hjælp fra pårørende med disse opgaver.