Ekstra fokus på tilfredsheden med at bo på plejehjem
Køges plejehjem sætter ekstra fokus på beboernes livshistorie og interesser
KØGE: Tidlig dialog med beboerne om interesser og livshistorie skal øge tilfredsheden med at bo på plejehjem i Køge Kommune.
Samtidig skal et øget samarbejde med de frivillige støtte op om livet på Køge Kommunes plejehjem.
Det fastslår den handleplan for Køge Kommunes plejehjem, som Social- og Sundhedsudvalget besluttede tidligere på ugen.
I foråret gennemførte Køge Kommune en brugertilfredshedsundersøgelse på Køge Kommunes plejehjem og ældrecentre.
Undersøgelsen viste, at borgerne er godt tilfredse med både deres plejebolig, personalet og ikke mindst den service personalet leverer. Men der er stadig plads til forbedringer – og derfor har Social- og Sundhedsudvalget netop vedtaget en handleplan, som skal gøre hverdagen endnu bedre for de borgere, der bor i en plejebolig.
- Det er et rigtigt flot resultat, vi har fået i brugertilfredshedsundersøgelsen, som viser at hele 90 pct. af beboerne er tilfredse med at bo det sted, de bor. Resultatet bekræfter den forventning, vi i Social- og Sundhedsudvalget har om, at medarbejderne rundt omkring i ældreplejen hver dag yder en kæmpe indsats for vores ældre borgere i Køge Kommune. siger formanden for Social- og Sundhedsudvalget Randi Hansen og fortsætter:
- Det har været vigtigt for Social- og Sundhedsudvalget, at der - selvom undersøgelsen viser en høj tilfredshed - laves en plan for, hvordan vi kan gøre det endnu bedre og til det arbejde har vi bedt om ideer fra både Ældrerådet, Handicaprådet og fra de enkelte plejehjem. siger Randi Hansen.
Kortlægning af interesser og samarbejde med frivillige
De områder, der er blevet udvalgt til handleplanen, er det sociale liv samt aktiverende indsatser, der begge har en lavere tilfredshed end resten af undersøgelsen.
Her er temaer som inddragelse af frivillige og mad og måltider også centrale.
- Handleplanen tager udgangspunkt i kerneopgaven for Køge Kommunes plejehjem, som er at skabe en tryg og værdig hverdag for de borgere, der ikke er i stand til at bo derhjemme længere. Men selvom borgeren er kommet på plejehjem, er der stadig behov for at tænke i aktiverende indsatser og selvhjulpenhed, så borgerens hverdag bliver så god som mulig, siger Randi Hansen.
Vi kan altid blive bedre
Handleplanen indeholder mål om, at beboernes interesser og motivation for aktiverende indsatser skal beskrives allerede ved indflytning.
På samme måde skal de pårørende inddrages i arbejdet med at beskrive beboernes sociale livshistorie, så der kan støttes op om samværet med familie og venner også efter indflytning på plejehjem. Samarbejdet med de frivillige har også fået en plads i handleplanen.
- Det er meget af det, der står i handleplanen, som jeg ved allerede gøres rigtig godt rundt omkring på vores plejehjem, men vi kan altid blive bedre og handleplanen giver os en god mulighed for endnu engang at sætte fokus på hvordan vi kan skabe gode og trygge rammer for vores ældre i Køge Kommune, slutter Randi Hansen.
pm