Fortsæt til indhold

Tryghedspenge går til ungdomsklubber

Arkiv
Arkiv

KØGE: Efter godt to år har ”Tryghed og Godt Ungeliv-”puljen 5,1 mio. kr. tilbage i kassen. Pengene bruges til at styrke klubområdet for de unge som led i Køge Kommunes nye budget.
Flere ungdomsklubber – med mere personale og længere åbningstider. På Køge Kommunes nye budget for 2014-17 er der sat i alt 14 mio. kroner af til at styrke klubtilbuddet til de unge. En del af pengene kommer fra Byrådets Tryghed og Godt Ungeliv-pulje, som dermed tømmer pulje-kassen og nedlægger sig selv to år før tid.
- Vi fører de gode erfaringer fra Tryghed og Godt Ungeliv videre på klubområdet. Tryghedspuljen har 5,1 mio. kr. tilbage, og i stedet for at dele pengene ud drypvist frem til 2015, giver vi pengene til de unge ved at styrke de eksisterende klubber og oprette nye klubtilbud. Vi mener, vi får mest tryghed for pengene ved at satse stort på klubområdet nu, siger borgmester Marie Stærke på vegne af arbejdsgruppen for Tryghed og Godt Ungeliv.

Ud hvor de unge er

Tryghed og Godt Ungeliv–puljen blev oprettet tilbage i 2011 som led i det daværende budgetforlig. Puljen fik dengang 12 mio. kr. til at skabe tryghed på tværs af hele kommunen i perioden 2012-2015.
Mange af de projekter, tryghedspuljen har støttet, har netop handlet om at give store børn og unge et sted at være og noget sjovt at samles om – fx cricket og boksning. Puljen har også stået bag en grundig analyse af, hvordan Køges unge fra 7. klasse og op kan få det bedst mulige klubtilbud – en undersøgelse, som bl.a. pegede på, at ungdomsklubberne skal ud i lokalområderne, hvor de unge er.
Det er bl.a. med afsæt i denne undersøgelse, at klubområdet i Køge Kommune nu får et markant løft. De eksisterende ungdomsklubber får både flere medarbejdere og længere åbningstider. Der oprettes nye ungdomsklubber i Asgård, Hastrup og Køge Midt.
Desuden suppleres klubtilbuddet med en helt ny type ungdomsklubber, profilklubber, som kan oprettes og nedlægges med kort varsel. Profilklubberne skal tage udgangspunkt i dét, der interesserer de unge lige nu og her, og de kan f.eks. oprettes i tæt samarbejde med foreninger.
pm