14-årig dreng løb ud foran personbil
VALLØBY: Politiet fik tirsdag eftermiddag kl. 15.38 - via alarm 112 - melding om, at en dreng var blevet kørt ned af en bilist på Vallørækken i Valløby ved Køge.
Ambulance og lægehelikopter var sendt til uheldsstedet. En 14-årig dreng fra Køge blev i lægehelikopteren fløjet til Rigshospitalets traumecenter til undersøgelse for hovedlæsioner og eventuelle knoglebrud.
Det viste sig, at den 14-årige havde løbet med en stor hund i snor og med høretelefoner på ad Vallørækken mod øst.
I samme retning kørte en 26-årig kvinde fra Roskilde i sin personbil.
Pludselig ændrede den 14-årige retning og løb tværs over vejen foran bilen, hvis fører ikke kunne undgå påkørsel.
Drengen røg op over køleren, ramte frontruden og faldt derefter ned på kørebanen, men var ved bevidsthed.
Rigshospitalet oplyste senere på aftenen, at drengen var uden for livsfare, men havde pådraget sig hævelse og en flænge i hovedet samt brækket skinnebenet. Hunden slap fra uheldet uden skader, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
pm