Generalprøvekoncert med DÙNE
Torsdag den 3. oktober på Tapperiet i Køge.
KØGE: Torsdag den 3. oktober kl. 20.00 er der mulighed for at komme til gratis generalprøvekoncert med electro-rock bandet DÚNÉ.
I dagene op til koncerten, gæster Dúné Tapperiet for at bruge husets koncertsal til at forberede deres forestående Danmarksturné.
Som afslutning på dette produktionsøvelsesforløb giver Dúné helt eksklusivt en gratis og officiel generalprøvekoncert i Tapperiets koncertsal.
Koncerten er åben og gratis for alle der er fyldt 15 år og kræver hverken billet eller tilmelding. Entréen foregår efter ”først-til-mølle” princippet og det er ikke muligt at reservere pladser på forhånd. Når huset fyldt, lukkes entréen.
Dúné kalder selv deres lyd for ”indielectrock” og efter de i 2011 blev reduceret til en kvartet, færdiggjorde bandet deres tredje album ”Wild Hearts”, der udkom i februar 2013.
Dúné har gennem tiden høstet kommerciel succes og tilegnet sig en stor fanskare i Danmark, Europa og Asien, og er blandt denne kendt og elsket for deres eksplosive live koncerter.
Dagen efter, fredag den 4. oktober kl. 21.00, er der Jazzkoncert i særklasse med
Marc Bernstein & Good People feat. Sinne Eeg.
Marc Bernstein er kendt for at udforske grænselandet mellem sin families østeuropæiske rødder og sin egen Brooklyn baserede musikalske baggrund, men er med denne orkesterkonstellation vendt tilbage til et kontemporært vestligt musikalsk udtryk og ikke mindst et stærkt personligt bud på nutidig vokaljazz.
Sinne Eeg har efterhånden cementeret sin position som en af Danmarks ypperste jazz-sangerinder, men i indspilningsøjemed har hun koncentreret sig om sit eget orkester, hvilket gør hendes optræden med Marc Bernstein & Good People til en debut som decideret sidewoman.
Konstellationen denne aften består af: Marc Bernstein (sax/basklarinet), Jonas Westergaard (bas), Jakob Anderskov (klaver), Stefan Pasborg (trommer), Sinne Eeg (sang).
Lørdag den 5. oktober kl. 21.00 står det syv mand store HipHop-orkester Flødeklinikken på programmet i Tapperiets koncertsal.
Det energifyldte orkester printede sig for alvor fast i folks bevidsthed med sidste års single-udspil ”Piger Med Pistoler”.
De to efterfølgende singler ”Jeg vil se dig græde” og ”Barbielund” skærpede forventningerne til gruppens andet album "7 Sind" som blev fuldt indfriede med over en håndfuld 5-stjernede anmeldelser.
Flødeklinikken har de sidste fire år spillet landet midt over og har på denne måde både opbygget en solid fanbase og finpudset deres form.
Billetter til fredagens og lørdagens koncerter kan købe i forsalg på Tapperiet eller på www.billetlugen.dk eller i entréen på selve aftenen.
pm