De små partier vil også være med
Fem partier inviterer til vinaftener som modspil til Ugeavisens valgmøder, hvor kun de fire store partier er inviteret. Det er udemokratisk, siger Jesper Elkjær, de radikales spidskandidat, som har taget initiativet
De små partier i valgkampen vil også være med. De vil ikke bare stå og se på, at Ugeavisen har valgt at arrangere valgmøder, hvor kun de fire store partier er inviteret, og hvor kandidaterne på bedste amerikanske vis duellerer to og to.
Som de fem partier siger samstemmende:
”Det er ikke nødvendigvis det kor, som har flest medlemmer, der synger de bedste sange”.
Derfor arrangerer de selv en stribe valgmøder, hvor de serverer vin med mening, og det er ganske gratis i modsætning til valgmøderne med de fire store partier, hvor det koster i omegnen af kr. 300,- at smage på whisky, vin og øl.
Den første vinsmagning finder sted fredag den 25. oktober i Café Elkjær i Jernbanegade.
De radikales spidskandidat Jesper Elkjær har taget initiativet til Vin med mening, og fire andre partier var straks med på ideen, nemlig de konservative, Enhedslisten, Liberal Alliance og Miljøpartiet.
Alle partierne blev noget forundret, over at se, at Ugeavisen ville arrangere valgmøder, hvor de små partier ikke skulle deltage.
"Det er ganske enkelt udemokratisk, og vi var i de små partier enige om, at vi da sagtens kunne gøre det endnu bedre. Og hos os skal deltagerne ikke betale for at høre de politiske budskaber", siger Knud Erik Langhoff.
Hvert parti tager vin med og fortæller, hvorfor de har valgt netop den vin. Alle kan deltage, men der er kun plads til 65 gæster pr. gang, og der kan hentes billetter på turistkontoret, max 4 biletter pr. person. Der lægges op til en uformel aften med debat, drilleri, fællessang og musik.
Den 25. oktober er der rødvin på menuen. Den 1. november serverer partierne hvidvin, og den 8. november er det liflige vine.
Henvendelse kan ske til Jesper Elkjær på telefon 2080 3636