Forrygende Bierfest i Bjæverskov
ØLFEST: ”Deutschland, Deutschland alles ist vorbei – Bierfest er vor eje – nu I den må leje”, lød det fra 650 ”Heidi'er og Anton'er” da de natten til lørdag, arm i arm, vandrede hjem fra Skovbohallen i Bjæverskov, efter den første Bierfest i ”Bjæverskov Stadthalle”.
- En fest som gæsterne tog til sig fra ”første trut i hornene”. En helt igennem fantastisk aften var vel overstået. Det sønderjyske Top Seven Bier-party band med Peter Vollstedt i spidsen førte de mange gæster sikkert igennem aftenen, men instrukser og kommandoer – selvfølgelig på tysk – når det var tid til de forskellige skålesange, fællesange, kædedanse, og dem var der mange af, beretter Steffen Andersen fra IF Frem Bjæverskov som stod bag arrangementet.
Som arrangørerne i IF Frem Bjæverskov havde håbet, var størstedelen af gæsterne klædt på til aftenen i idérige kostymer, som alle var en Bierfest-aften værdi.
To af gæsterne blev, grundet deres flotte udsmykning af dem selv, hver præmieret med et weekendophold for to, men valgene var svære, da rigtig mange som sagt havde taget udfordringen op, og faktisk så ud som om de lige havde været med i en relancering af ”Sommer i Tyrol”.
- Wienerschnitzel fra Gerndrup Kro, det kolde øl fra tankene i Fuglsang og Hugo's i Køge, Party Production samt Top Seven - som efter de første tre timers umbaba musik og sang, gik over til mere moderne toner, og endte helt up-to-date med Rasmus Seebachs ”Olivia” - gjorde sammen med et helt unikt publikum, aftenen og natten til nok en minderig oplevelsen i IF Frem Bjæverskov regi, fastslår Steffen Andersen.
pm