Nu skal pengene fordeles
Hvidovreforeningernes Genbrugshal på Høvedstensvej er klar til igen at sende en pose penge efter et formål, der har gjort sig fortjent til Genbrugshallens 5% pulje.
Som det fremgår af Fællesforeningens vedtægter, skal 5 procent af årets omsætning indgå i en pulje, som skal uddeles til almennyttige formål, herunder humanitære eller miljømæssige aktiviteter. Tilskud uddeles i portioner á 1000 kr. og kan søges af klubber, foreninger samt skoleklasser, der er hjemmehørende i Hvidovre.
Budget skal være vedlagt ansøgningen. Fællesforeningen kan max. bidrage med 2/3 af udgiften, restbeløbet skal ansøger selv sørge for. Afregning sker efter regning og afrapportering.
- På baggrund af de indkomne ansøgninger træffer bestyrelsen beslutning om fordeling af midlerne. Der kan forventes svar senest 31. januar, siger man fra bestyrelsen.
Ansøgningen stiles til bestyrelsen og sendes til Susan Emcken, Doras Alle 5 eller Niels Hvid, Vedbyholm 110. Ansøgningsfristen er 1. december.