Brug din stemmeret til kommunal- og regionsrådsvalg
Hvad skal der ske med Aabenraa, og hvad mangler byen? Skal vi have tomme butikker på Storetorv eller skal vi have flere cafeer og diskoteker? Det er nogle af de spørgsmål jeg stiller forud for kommunal- og regionsrådsvalget den 19. november.
Jeg var i søndags på gågaden i anledning af arrangementet: Gourmet Festival Aabenraa 2013, hvor jeg blev mødte af unge mennesker med kommentaren: ”Ellers tak, jeg stemmer ikke”.
Hvorfor ikke? Hvorfor ikke udnytte din demokratiske ret til at stemme på et parti eller en kandidat den 19. november? Du kan være med til at bestemme, hvordan Aabenraa by og Aabenraa Kommune skal udvikle sig. Du har muligheden for at påvirke den førte politik, og dermed have indflydelse på kommunens fremtid. Kommunens fremtid berører også dig, og din fremtid.
Din stemme er vigtig! Aabenraa skal på landkortet, så byen kan blive vores foretrukne uddannelsesby, hvor der også tilbydes et alsidigt og attraktivt natteliv. Aabenraa kommune skal være et tilvalg, og ikke et fravalg.
Din stemmeret er en alle tiders mulighed for at tage ansvar for fremtiden - grib den!