Skriver ét men gør noget andet!!!!
Mogens Nyholm fra Det Radikale Venstre skriver ét men gør noget andet!!!!
I et læserbrev i Landsbyerne torsdag 8. oktober skriver Mogens Nyholm sammen med Flemming Østergård KD, at de er de klareste partier med hensyn til at styrke landområderne. De vil give en pulje på 3 millioner til landsbyrådene, som landsbyrådene selv kan bestyre.
Nu er virkeligheden bare sådan, at Mogens Nyholm til budgettet for 2014-2017 undlod at stemme for alle forslag, der ville tilgodese landområderne, herunder forslag stillet af Socialdemokraterne, de Konservative samt Erik Poulsen om en landsbypulje på 1 millioner kroner samt 1 million kroner til LAG(-midlerne).
Mogens Nyholm sender signaler til landområderne, at han vil stemme for gode forslag, der støtter landområderne, men man kan ikke regne med ham, når der skal tages politiske beslutninger.
Mogens Nyholm kom ikke med en eneste vision om, hvordan han og de Radikale vil tilgodese landområderne i budget 2014-2017. Det må man vente med til valgkampen; godt nok. Men så er det jo svært at se, hvordan Mogens Nyholm vil finansiere de 3 millioner kr., som han siger, de Radikale og KD vil give til landsbyrådene.
Mogens Nyholm undlod at stemme til alle de forslag, der fremkom til budget 2014 – 2017, også dem der kom fra andre partier, ja selv sit eget forslag til budget 2014-2017 undlod han at stemme for.
Hvilke visioner ligger til grund for det? Nej ingen.
Det er da noget vælgerne kan forholde sig til, en masse tom snak men ingen politisk handling.
Steen Bundgaard
Socialdemokratisk byrådskandidat
Hasselvænget 14
Fårup