Fynboer tog ulovlig forbindelse til fanger
KØGE: Mandag eftermiddag kl. 13.00 hørte en patrulje ved lokalpolitiet i Køge nogle personer råbe højlydt i retning mod Køge Arrest.
Patruljen løb ud på Ringvejen, hvor to 20-årige mænd fra henholdsvis Ringe og Odense SØ blev sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at sætte sig i forbindelse med indsatte i et arresthus.
De oplyste at have haft et ærinde i Køge, hvorefter de blot ville hilse på en bekendt i arresthuset. De blev dels vejledt om legal adgang til at besøge indsatte, dels at de kunne forvente at høre nærmere fra politiet efter denne uautoriserede kontakt med en indsat i arresthuset.
Kl. 13.30 bemærkede personalet på politistationen i Køge, at de samme to personer gik undersøgende rundt om politistationens bygninger.
Da de blev kontaktet af personalet, overfusede den 20-årige fra Odense SØ politipersonalet og gestikulerede voldsomt, medens ca. 10 kunder ved politistationen så undrende til.
Den 20-årige blev efterfølgende sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, så han kan også forvente at få en bøde på grund af den adfærd.
pm