Villy som indsamler
Udenrigsministeren samler ind for Røde Kors i Kolding
Røde Kors samler ind i hele landet søndag d. 6. oktober, og i Kolding-området er der en prominent indsamler. Udenrigsminister Villy Søvndal har meldt sig som indsamler for Røde Kors, og han har fået en rute i sit lokale område Søndre Bjert. Her vil han banke på dørene med en indsamlingsbøsse i tidsrummet 11-14.
Udenrigsministeren er meget optaget af blandt andet situationen i Syrien, og en del af de indsamlede penge vil gå til psykosociale centre i Syrien og i de omkringliggende lande. Her kan flygtede børn og deres familier lege, tegne deres oplevelser og være i trygge omgivelser sammen med voksne Røde Kors-medarbejdere og frivillige. At være nødsaget til at flygte – både internt og ud af Syrien – giver ar på sjælen, og i de psykosociale centre kan børnene få bearbejdet nogle af deres oplevelser.