Fortsæt til indhold

Røde bøffer til sultne løver

SønderjyskE havde en plet, som skulle vaskes af efter afklapsningen i Herning

Arkiv
Af Peter Rasmussen

Det er ikke sjovt at skulle skøjte ind på isen i SE Arena og møde en flok sultne løver, bakket op af 2400 fans, som kræver sejr.
Det scenario mødte spillerne fra Rødovre Mighty Bulls i aftes. Og hvor det seneste møde mellem de to mandskaber var en jævnbyrdig affære, så var rollerne denne gang anderledes ulige fordelt.
De lyseblå fik den bedst mulige start med en scoring allerede efter blot 20 sekunder. Tyler Gotto sendte et kanonskud afsted fra distancen, og så var festen i gang.
Cory Quirk er forlængst blevet publikums yndling, og tirsdag lagde amerikaneren yderligere lag på sin popularitet da han stillede op med gitter på hjelmen. Årsagen til junior-outfittet var et uheld ved træningen, som gik slemt ud over gebisset og tungen. Smerterne kunne dog ikke holde Quirk tilbage. Han spillede et brag af en kamp.

På vej mod rekord

Med endnu en assist på dagens konto, rundede kaptajn Kim Lykkeskov et skarpt hjørne. Spilleren, der forleden rundede sin kamp nummer 600, er nu noteret for 300 assists, og da Egon Kahls klubrekord er på 309, så er den inden for rækkevidde i nærmeste fremtid.
Fredagens topopgør i SE Arena blæses i gang klokken 19.30