Første spadestik til mellembygning på GIC
GREVE: Det første spadestik til en ny mellembygning på Greve Idrætscenter blev taget af borgmester Hans Barlach torsdag. Bygningen bliver på 600 kvadratmeter, kommer til at koste ca. 10 mio. kroner og forventes klar til april 2014.
En længe savnet bygning mellem de fire haller på Greve Idrætscenter opføres nu. Bygningen bliver på 600 m2, og bygningen kommer blandt andet til at rumme to nye omklædningsrum, tre nye bevægelsesrum og en ny hovedindgang til GIC.
Det første spadestik til mellembygningen blev taget af borgmester Hans Barlach og i sin tale sagde borgmesteren blandt andet:
- Tanken er altså, at den nye mellembygning skal være den nye fantastiske ramme om kommende store stævner og arrangementer her i GIC. Det vil således kunne have været en rigtig fin ramme for den netop afholdte Energi & Bolig messe her i GIC. Jeg håber og tror, at vi med den nye mellembygning i højere grad vil kunne tiltrække denne type store arrangementer til gavn for både turisme og erhverv her i Greve.
Bygningen opføres af EK Entreprise med Thora Arkitekter og Ingeniørfirmaet Moe A/S som underrådgiver.
Mellembygningen kommer til at koste ca. 10 mio. kroner og forventes at stå klar til april 2014.
pm