Hvorfor skal mennesker dø unødigt?
Det er vigtigt at styrke indsatsen i forhold til livstruende sygdomme. Disse skal altid behandles akut og effektivt - og patienterne skal i behandling så hurtigt som muligt.
Ny dokumentation fra Region Sjælland viser, at kun 12 procent af patienter med akut blodprop kommer i behandling inden for 90 minutter og under halvdelen af patienterne inden for de to timer, som de internationale retningslinjer foreskriver for en effektiv behandling i forhold til overlevelsesmuligheder. Det er et meget lavt tal.
Da hvert minut tæller ved en akut blodprop, har Region Sjællands borgere dermed lavere overlevelseschancer end borgere andre steder i landet, fordi de skal fragtes fra deres bopæl et sted på Sjælland ind til Rigshospitalet i København.
Region Sjællands faglige eksperter har lavet en beregning, der viser, at hvis de akutte blodproppatienter bliver behandlet på Roskilde Sygehus frem for at blive kørt til Rigshospitalet, kan transporttiden gennemsnitligt nedbringes med 30-49 minutter. Dermed ville overlevelsesmulighederne for mange borgere blive markant forbedret.
Efter fremlæggelse af regionens dokumentation er der naturligt nok straks andre eksperter fremme med synspunkter om, at regionens beregninger bør opgøres ud fra andre matematiske modeller.
Nu er det altså ikke matematiske modeller, men menneskeliv, vi taler om. Og hvorfor skal mennesker dø unødigt, bare fordi de bor i Region Sjælland?
Ud fra de beregninger, der er blevet offentliggjort i den forløbne uge, har vi meget svært ved at forstå, at Sundhedsstyrelsen - med Sundhedsminister Astrid Krag fra SF i spidsen - ikke vil lade Roskilde Sygehus udføre behandlingen af akutte blodpropper og derved redde menneske liv.
Vi håber inderligt, at udenrigsminister Villy Søvndal kommer sig helt over sin blodprop. Men gad vide, hvad han ville have sagt til, at han skulle fragtes tre kvarter ekstra i bil, hvis han havde fået sin blodprop et sted på Sjælland. Det var da heldigt, at han fik den inde i midt i København.
Borgernes liv er lige så meget værd i Region Sjælland som borgernes i resten af landet. Derfor skal indsatsen og behandlingen i forhold til de livstruende sygdomme i Region Sjælland forbedres. Blandt andet ved, at Roskilde Sygehus kan behandle vores egne borgere for blodpropper, så menneskeliv ikke unødigt går tabt.
Brigitte Klintskov Jerkel og Lars Lindskov
Byrådsmedlemmer, regionsrådskandidater
Det Konservative Folkeparti