Stem ungdommen ind
Anne Agathe Pedersen, Sdr. Ottinggade 2B
Kommunalvalget er lige om hjørnet, og byrådskandidater vil inden længe (hvis ikke allerede) pryde diverse lygtepæle rundt om i det danske land. Grå hår, dybe linjer i ansigterne og vildtvoksne øjenbryn: Politik er for gamle, sure mænd. Intet nyt fra vestfronten.
Men tro det eller lad være, dette er ikke den korrekte repræsentation af Haderslev Kommunes demografiske sammensætning. Der er for få unge i byrådet, og det perfekte tidspunkt at rette op på problemet er nu. Derfor opfordrer både jeg personligt og hele DSU Haderslev til, at alle I stemmemyndige vil tænke jer en ekstra gang om, inden I sætter det afgørende kryds – et talerør til ungdommen gavner også jer.
Så stem os ind i Haderslev. Vi siger tak.