38 årig mand mistænkt for at ville begå indbrud
GREVE: Natten til i dag, fredag kl. 01.20 traf politiet en 38-årig mand fra Valby kørende i en varebil på Jerismosevej. Han blev rutinemæssigt kontrolleret, og da han ikke umiddelbart kunne forklare politiet, hvorfor han var i området, blev han anholdt som mistænkt for at ville begå indbrud i området.
Ved ransagning af bilen fandt politiet diverse beklædningsgenstande til at sløre ansigtet, forskelligt værktøj, lygte og kikkert.
Politiet sigtede ham med baggrund i de fundne genstande for at ville begå indbrud i området.
Ved en efterfølgende ransagning på mandens bopæl fandt politiet dog ingen tyvekoster. Efter afhøring til sagen, som manden nægtede sig skyldig i, blev han løsladt tidligt fredag morgen.
Han kan forvente at høre nærmere fra politiet, når denne sag skal afgøres, oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.
pm