Fortsæt til indhold

Idrætten går hårdt til politikerne

SIKR vil have nuværende byrådsmedlemmer og nye kandidater på banen og ud af busken

Arkiv
Arkiv

Samvirkende Idrætsklubber i Randers, SIKR, der i de sidste mange år har været en ret usynlig og tavs aktør i bl.a. valgkampe, går nu for alvor på banen. SIKR, der har mere end 36.000 registrerede udøvere, har nemlig sendt åbent brev til alle nuværende byrådsmedlemmer og en række nye kandidater. Formålet er at få svar på eller rettere garanti for, at politikerne nu også vil idrætten og i dette tilfælde breddeidrætten noget godt.
SIKR beder om svar på, hvad den enkelte/partierne i tilfælde af at være en del af et flertal i den nyvalgte kommunalbestyrelse, vil forpligte sig til.
SIKR vil gerne:
- have garanti for, at breddeidrætsklubbernes kommunale tilskuds- og gebyrvilkår som minimum ikke forringes.
- at idrætsklubbernes egenbetaling til halleje nedsættes til maksimalt 46 kr. pr. time.
- at den årlige bevilling til breddeidrætsmidler fastsættes til minimum fem mio kroner og
- at der igangsættes en investeringsplan med 100 kr. pr. indbygger i kommunen årligt de næste 10 år til nye større idrætsanlæg til den brede randrusianske idræt.
Omkring nye og større idrætsanlæg vil SIKR som repræsentant for den lokale idræt stille forslag til prioriteringerne i investeringsplanen.
”Oplagte emner er gymnastikhal, idrætshaller, kunstgræsbaner med mere,” hedder det i SIKR-brevet til politikerne, der bedes svare senest mandag 4. november.

Navne offentliggøres

SIKR går et skridt videre i den offensiv, som en stor del af Randers-idrætten har ventet på i mange år.
”Efter 4. november vil vi så sammenfatte og offentliggøre svarene,” siger René Skjøde Andersen, hovedformand i Randers Freja og bestyrelsesmedlem i SIKR.
SIKR vil derpå også offentliggøre navnene på de politikere, der eventuelt ikke ønsker at tage stilling.
”Det kan man da vist kalde at lægge pres på en modstander”

”Ja, og det er netop det, vi ønsker. Vi står bag byens fyrtårne som Randers FC, Randers HK og basket- og volleyballsporten, men nu må vi råbe vagt i gevær. Nu skal vi sikre breddeidrætten tålelige vilkår og forhold i form af penge til vedligeholdelse af omklædningsrum og baner,” siger René Skjøde Andersen.
”Tror du, I får en masser løfter?”

”Det tror jeg ikke, men jeg forventer en række tilkendegivelser, som viser politikernes interesse for at give breddeidrætten gode kår. Nu har vi givet politikerne en gylden mulighed for at melde ud,” siger René Skjøde Andersen
”Du betragter ikke det at offentliggøre navne på de, der ikke svarer, som en trussel?”

”Jeg vil ikke kalde det en direkte trussel, men et ekstra pres. Jo, vi vil bruge svarene i valgkampen og så efterfølgende holde politikerne fast på deres svar. Nogle snakker om forkælede klubber. Det er helt hen i vejret. Ingen breddeidrætsklub er forkælet, men løfter i stedet en stor samfundsopgave,” siger René Skjøde Andersen.
”Papir og mail er taknemmeligt, René….”
”Det er korrekt, men når vi har nogle svar, skal de enkelte politikere nok blive holdt fast på deres udmeldinger. Nej, det er ikke en trussel, men en melding om, at idræt ikke kun er elite. Og så skal politikerne da heller ikke være blinde for, at aktive idrætsudøvere, ledere, trænere forældre og andre udgør en meget stor del af vælgerskaren til det forestående kommunalvalg,” siger René Skjøde Andersen.

De får brev

Socialdemokraterne (A): Henning Jensen Nyhuus, Susanne Koch, Leif Gade (gruppeformand), Ellen Petersen, Steen Bundgaard, Fatma Cetinkaya, Karen Lagoni, Claus Ørsted, Ole Skiffard, Malte Larsen, Tanja Lauenborg, Torben Hansen, Per Bilici Sørensen og Jan Dich Mortensen.
Venstre (V):
Anders Buhl Christensen, Louise Høeg Jensen, Christian Boldsen, Jens Peter Hansen, Lars Søgaard, Marianne Høj Madsen, Helle Dahl Skøtt, Claus Omann Jensen, Mark Pring, Katrine Fruelund og Jørgen Schmidt.
Det konservative Folkeparti (C):
Daniel Madié, Karsten Ulstrup Kristensen, Pauli Andreasen og John Dybdal.
Dansk Folkeparti (O):
Frank Nørgaard, Anders Primdahl Vistisen og Morten Grosbøl
Beboerlisten (L):
Bjarne Overmark og Lone Donbæk Jensen
Velfærdslisten:
Kasper Fuhr Christensen
Det Radikale Venstre (B):
Mogens Nyholm
Socialistisk Folkeparti (F):
Charlotte Broman Mølbæk.

SPØRGSMÅLENE

1. garanti for, at breddeidrætsklubbernes kommunale tilskuds- og gebyrvilkår som minimum ikke forringes?
2. garanti for, at idrætsklubbernes egenbetaling til halleje nedsættes til maksimalt 46 kr. pr. time?
3. garanti for, at den årlige bevilling til breddeidrætsmidler fastsættes til minimum 5 mio. kr.?
4. garanti for, at der igangsættes en investeringsplan med 100 kr. pr. indbygger i kommunen årligt de næste 10 år til nye større idrætsanlæg til den brede randrusianske idræt?
ad spørgsmål 1
De kommunale foreningstilskudsordninger er ikke blevet indeksreguleret. Der er i forbindelse med forhandlingerne om budget 2014 fremsat forslag om en rammereduktion på idrætsområdet, der indebærer en harmonisering af vilkårene for brug af kommunale idrætsfaciliteter såsom haller, svømmehaller og fodboldbaner. Rammereduktionen vil betyde en besparelse på idrætsområdet på ca. 1 mio. kr., hvoraf 0,4 mio. kr. forventes anvendt på kulturaftalen med Viborg, Horsens og Silkeborg kommuner. Der er i budget 2014 gennemført besparelser på lokaletilskudsområdet, hvor man tilmed har genindført tidligere tiders bureaukratiske opgørelsesmetoder.
ad spørgsmål 2
Klubberne egenbetaling til halleje er p.t. 93 kr. pr. haltime. En stor gruppe af de hallejende klubber har i en længere periode (mindst fire år) rettet henvendelse til politikere og embedsmænd med opfordring til, at klubbernes egenbetaling nedsættes væsentligt – tåleligt er en halvering til 46 kr. pr. haltime. Omkostningen vil være ca. 1,5-2.0 mio. kr. årligt. En række af de hallejende klubber bruger op til 35-40% af deltagerbetalingen på denne udgift.
ad spørgsmål 3
Den nuværende udgiftsramme på 2,1 mio. kr. i 2013 til breddeidrætsmidler må betragtes som en vedligeholdelsespulje/pulje til mindre nye anlæg, som kan anvendes til de mest nødvendige renoveringer o.l. – og slår slet ikke til, idet der i 2013 var ansøgninger fra klubberne for ca. 20 mio. kr. Den bør rettelig hæves til 5 mio. kr. årligt for at have en rimelig effekt.
ad spørgsmål 4
SIKR har et udtalt ønske om, at de randrusianske politikere tænker langsigtet og visionært og igangsætter en 10 års investeringsplan for nye større idrætsanlæg til glæde for den brede randrusianske idræt nu, hvor en række kommunale fyrtårnsprojekter for specifikke og afgrænsede idrætsområder er ført ud i livet. Investeringsrammen bør være 100 kr. pr. indbygger i kommunen årligt de næste 10 år. I runde tal vil det betyde en investeringsramme på 10 mio. kr. om året. SIKR, repræsenterende den lokale idræt, vil efterfølgende på vegne af og i dialog med klubberne stille forslag til prioriteringerne i investeringsplanen. Oplagte emner er gymnastikhal, idrætshaller, kunstgræsbaner mm.

Tør du, tør I, forpligte jer?

Åbent brev fra SIKR til de nuværende byrådsmedlemmer og en række nye kandidater:
Kommunalvalget nærmer sig. Ideer, visioner og meninger brydes.
Idrættens talerør i Randers, SIKR, er også en medspiller og vil derfor gerne have de lokale byrådskandidater i tale.
Det vil vi, fordi vilkårene på fritidsområdet er afgørende for borgernes trivsel.
Og det vil vi på baggrund af de seneste byrådsperioders beslutninger på breddeidrætsområdet og ikke mindst på baggrund af en helt frisk analyse fra Danmarks Idrætsforbund, Idrætsforeninger i Danmark – rammer og vilkår, hvor Randers er placeret som 72 ud af 93 kommuner.
Det ønsker vi på følgende måde: Hvis dit parti får flertal eller bliver en del af et flertal i den nyvalgte kommunalbestyrelse, til hvilke af nedenstående vil du/I så i den kommende byrådsperiode forpligte dig/jer:
1. at der stilles garanti for, at breddeidrætsklubbernes kommunale tilskuds- og gebyrvilkår som minimum ikke forringes?
2. at idrætsklubbernes egenbetaling til halleje nedsættes til maksimalt 46 kr. pr. time?
3. at den årlige bevilling til breddeidrætsmidler fastsættes til minimum 5 mio. kr.?
4. at der igangsættes en investeringsplan med 100 kr. pr. indbygger i kommunen årligt de næste 10 år til nye større idrætsanlæg til den brede randrusianske idræt?
Vi skal venligst bede om dit mailsvar på sikr@tdcadsl.dk på ovennævnte fire spørgsmål senest mandag den 4. november 2013.
Vi sammenfatter efterfølgende svarene og offentliggør dem – også omfattende en angivelse af, hvem der ikke ønskede at tage stilling.
Venlig hilsen
Bestyrelsen i Samvirkende Idrætsklubber i Randers, interesseorganisation for foreningsidrætten i Randers Kommune, som har flere end 36.000 registrerede idrætsudøvere.