Fortsæt til indhold

Børn og unge til gadefodbold i ValHallen

Arkiv
Arkiv

INDEFODBOLD: Der var et væld af bølgende angreb, snurrige finter og herlige mål, da foreningen Power Sport sammen med frivillige i Greve Nord tirsdag arrangerede indendørs fodbold for godt 30 børn og unge mellem 10 og 15 år fra Ringsted og Greve.
Kampene emmede af drama og intensitet, da fem-mandshold tørnede sammen til gadefodbold i ValHallen tirsdag. I de mange nærkampe udviste spillerne flot sans for teknik og fairplay, så der var dømt god stemning.
Forud for dagen har der siden maj måned været åben street soccer-træning en gang om ugen på Multibanen i Askerød, og for fire uger siden blev der afholdt en venskabskamp mellem et hold fra Ringsted og et hold fra Greve.
Frivillig og fodboldtræner Granit Muslija fortæller:
- Til turneringen får de unge lejlighed til at vise os trænere og hinanden de tricks og teknikker de har lært inden for gadefodbolden. Noget andet godt er, at børnene fra Greve er begyndt at blive venner med spillerne fra Ringsted.
De mange kampe endte med sejr til Ringstedholdet 'South Park 1', mens dagens topscorer var Besart Gashi fra Askerød. Den prestigefyldte fairplaypris gik til Tobias fra Godset. Den egentlige vinder i ValHallen var dog fællesskabet blandt spillerne og de mange frivillige kræfter, som har gjort turneringen mulig.
Street soccer er langt fra slut. Granit Muslija og de andre frivillige kører som fortsat træningen ved Multibanen i Askerød hver torsdag kl. 16-17.
Fodboldturneringen blev arrangeret i samarbejde med Greve Kommune og satspuljeprojektet Idrætsfacilitering.
pm

Besart Gashi fra Askerød blev topscorer med syv mål i turneringen.