Der er stormvejr på vej
På lørdag kl. 00.01 er det lovligt at hænge plakater op, og jeg glæder mig til at se Haderslev Kommune pyntet med en masse politikere i alle farver. Jeg håber at hele Haderslev kommer i valgkamps-humør og at der bliver fest i gaderne med masser af smil, gratis slik og balloner. Det er her, hvor lokalpolitikerne skal forkæle borgerne – og det skal I bare nyde.
Når det er sagt, vil jeg gerne advare kandidaterne om at der er stormvejr på vej mod Danmark, så jeg vil anbefale Jer at I får plakaterne til at sidde godt fast på lygtepælene.
Det er kun de stærkeste der overlever stormen.
Det er ikke kun den vejrmæssige storm der er på vej, men et sprødt Venstre-hold er i topform til kommunalvalg i Haderslev – og vi har bestemt tænkt os at tage Haderslev med storm!
Haderslev er en god kommune – men vi kan blive bedre.
Venstre præsenterede i september et ambitiøst og gennemarbejdet valgprogram, hvor borgernes garant (en ombudsmand) og 1. hverdags princippet var væsentlige mærkesager.
Efterfølgende har S og SF set fornuften i Venstres valgprogram, og ”lånt” idéen om en ombudsmand, men jeg er glad for at det er Venstres politik der er på dagsordenen.
Venstres bevægende politik er til gavn for borgerne.
Med fokus på bevægelse for Haderslev, skal det kommunale system forbedres. Det skal være mere overskueligt for borgere og virksomheder at henvende sig til kommunen – en dialog skal skabes, og alternativer skal findes, frem for et ”nej” som mange oplever i dag.
Efter den seneste tids eksempler på borgere der har været i klemme, er det gået op for mig hvor vigtigt det er, at det kommunale system bliver bedre. Vi kan ikke blive ved sådan som det er dag! Vi skal være til for borgerne - og ikke omvendt.
Venstres ’Bevægelse for Haderslev’ er altså ikke kun et kampagne-slogan – men det er et ledelsesværktøj for et endnu bedre Haderslev Kommune.
God valgkamp!