Fortsæt til indhold

Hverdagen er vigtig

Arkiv
Af Inge Christiansen, Åhavnen 16, Køge

Det er jo ganske overvældende, hvor meget vi kandidater lover borgerne i kampen om stemmerne.
Der loves en fantastisk fremtid med Kulturhus, Rådhusudvidelse, Stationscenter, Køge-Kyst, Køge Park, Supersygehus, ny jernbane og sikkert meget mere.
Der skal ikke herske tvivl om, at vi i Liberal Alliance gerne - meget gerne - vil udvikling. Blot mener vi, det bør ske afbalanceret og økonomisk forsvarligt og aldrig på bekostning af vores samtid og hverdag.
For hvis hverdagen skal fungere, er der nogle helt basale ting, der skal være i orden: De mindre børn skal have god og tryg pasning med åbningstider, der passer til en moderne families liv. Undervisningen af de lidt ældre børn skal være præget af kvalitet og ikke belastes af usikkerhed om fremtiden. Medmennesker - børn som voksne - med vanskeligheder skal støttes og hjælpes på forsvarlig vis, og vores ældre medborgere skal behandles og hjælpes værdigt.
Disse fundamentale ting, mener jeg, er en kommunes primære opgaver. Opgaver, som desværre meget let overses, udsættes eller nedprioriteres i fokusering på alt det nye.
Hverdagen er vigtig og skal fungere!
Inge Christiansen

Byrådskandidat Liberal Alliance