Fortsæt til indhold

Kvindekroppen på de skrå brædder

Arkiv
Arkiv

Sønderborg Teaterforening præsenterer tirsdag den 22. oktober kl. 19.30 en af de senere års mest populære og omtalte teaterforestillinger. Det er teatret Mungo Parks opsætning af Kvinde kend din krop, som er en dramatisering af den ikoniske håndbog fra 70´erne af samme navn.
Op til danmarkspremieren blev stykket mødt med en sund portion skepsis. Kan man opføre en håndbog? Og kan man gøre det, når de fleste forbinder bogen med 70 ´er retorik, røde strømper og feministiske holdninger støbt i beton? Alle betænkeligheder blev gjort til skamme. Teaterudgaven har gået sin sejrsgang over hele landet og spillet for et stort, begejstret publikum. Den har fået en Reumert for bedste teaterforestilling og høstet en lang række 5- og 6- stjernede anmeldelser.
Forestillingen udspiller sig som en collage af bogens vejledninger, vævet sammen af tanker, følelser og erfaringer fra virkelighedens kvindeliv. Stykket tegner et moderne billede af kvinder, kønsroller og seksualitet og kaster et både spiddende og humoristisk blik på nyere fænomener som plastikkirurgi og stress. Det er en usædvanlig morsom og kærlig hyldest til kvinder i alle aldre – og forestillingen henvender sig ikke kun til kvinder. Også mænd vil gerne kende kvindens krop!
Forestillingen er skrevet og instrueret af Kamilla Wargo Brekling, som gennem de senere år har stået bag nogle af de mest spændende danske teaterforestillinger.
Billetter kan købes på www.sonderborgteaterforening.dk.