Faxe Kommune er med i ny kulturudvikling
KULTUR: Faxe Kommune har sat sit præg på KulturDanmark. Martin Hillerup, der er formand for Erhvervs- og Kulturudvalget, har været med i en arbejdsgruppe under Kulturstyrelsen, der netop har afleveret deres anbefalinger til kulturministeren og ministeren for by, bolig og landdistrikter.
Arbejdsgruppen blev nedsat i marts 2013. Den har haft til opgave at se på børn og unges muligheder for at møde og prøve kræfter med kunst og kultur i hverdagen.
Arbejdsgruppen har blandt andet anbefalet, at der etableres en ny bør-nekulturel struktur – kaldet BkiD – som kan understøtte samarbejdet mellem de nationale, regionale og kommunale tilbud med kunst og kultur til børn. Derudover ønsker gruppen, at der etableres et nyt nationalt videnscenter for ungekultur.
- Kunst og kultur bør være en integreret del af alle børn og unges hverdag. Derfor har vi blandt andet foreslået, at der oprettes lokale 'kulturambassadørkorps' på skoler og i dagtilbud. Desuden er det – med den nye folkeskolereform – oplagt, at vi bruger vores lokale kulturtilbud i undervisningen. Vi skal udnytte de muligheder, der ligger lige for, fastslår Martin Hillerup og tilføjer, at det er vigtigt, at gøre noget aktivt for at få flere med:
- Det er langt fra alle, der møder kunst og kultur i deres hverdag. Vi skal derfor sikre, at der er børn og unge, der bærer kulturen videre til de næste generationer.
pm