En Venstremand har set lyset!
Det er en fornøjelse at læse hr. Claus O. Jensens indlæg om dennes besøg på tre af byens ældrecentre. Glædeligt at Venstres borgmesterkandidat har fået øjnene op for den meningsløse afrapportering, som blev indført af VKO under de 10 sorte år, hvor de havde magten i Danmark.
Vi var mange offentligt ansatte, der allerede dengang gjorde opmærksom på det ressourcespild, det ville medføre. Men det blev indført i mistillid til, om de ansatte lavede nok. Desuden troede man, at det kunne bruges som styringsredskab i forhold til belønning af dem, som systemet afslørede de "flittige".
Men som så meget andet af det, der blev gennemført af VKO, duede systemet ikke, og den offentlige service er klart blevet forringet.
Udover ældrecentrene så er skoler og sygehuse ramt af "administrationssygen". Det viser sig i alle undersøgelser, at de bedste resultater i alle arbejdsopgaver opnås ved at udvise tillid ved uddelegering af ansvar.
Vi skal for alt i verden også undgå, at de ovennævnte områder udliciteres til private udbydere. Det er opgaverne alt for vigtige til. Det vil tilmed til sidst ende med at blive meget dyrere for fællesskabet. Men der vil nok gå nogle år endnu, før Venstrefolkene erkender det.
Den offentlige sektor bruger alt for mange ressourcer på at lave udbudsmateriale på offentlige opgaver. Jeg er af den holdning, at der kunne spares rigtig mange penge på at lave en grænse på 10 mio. kroner for de kommunale anlægsopgaver, som skal udbydes i licitation. Jeg har tillid til, at de ansvarlige ledere i det offentlige vil vælge de bedste udbydere til den bedste pris.
Michael Povlsen
Byrådskandidat for Beboerlisten
HC Ørstedsvej 10
8920 Randers NV